/biotek

Forskere: Dårlige medicinske resultater bliver gemt væk

Over halvdelen af de forsøg, der beviser effekten af lægemidler bliver aldrig offentliggjort, viser amerikansk undersøgelse. Videnskabelig uredelighed, lyder det fra forskerne, der mistænker medicinalindustrien for at gemme negative resultater.

Læs mere om

Af Kalika Bro-Jørgensen, torsdag 25. sep 2008 kl. 11:40

Amerikanske forskere har gennemgået de kliniske forsøg, der ligger til grund for de amerikanske myndigheders (FDA) godkendelse af 90 lægemidler i perioden 1998 til 2000.

Over halvdelen af de forsøg, der skal bevise lægemidlets sikkerhed og effekt, bliver ikke offentliggjort, lyder forskernes konklusion ifølge den britiske avis The Guardian.

Fem år efter lægemidlerne var tilgængelige på markedet, var kun 43 procent af resultaterne, der lå til grund for godkendelsen, offentliggjort.

Omfanget af medicinalindustriens manglende offentliggørelse af resultaterne er udtryk for »videnskabelig uredelighed« og skader lægernes beslutninger såvel som fremtidig forskning, mener forskerne bag.

De mulige forklaringer på den manglende offentliggørelse kan være, at medicinalindustrien holder de mindre gode resultater tilbage, eller at de videnskabelige tidsskrifter fravælger artikler med negative eller uklare resultater, lyder deres forklaring.

»Uanset hvad årsagen er, er det til skade for det offentliges bedste, da det forringer læger og patienters evne til træffe informerede valg, og forskeres evne til at designe sikrere og mere effektive forsøg baseret på tidligere resultater,« skriver professor Ida Sim og hendes kollegaer fra University of California, San Francisco, ifølge the Guardian i tidsskriftet Plos.

Grundlæggeren af The Cochrane Collaboration, Sir Ian Chalmers, der arbejder for god videnskabelig praksis på lægemiddelområdet, giver de amerikanske forskere ret i, at det er af afgørende betydning, at alle data er offentligt tilgængelige.

»Ellers kan patienter komme til at lide og dø uden grund,« siger han til avisen.



25. sep 2008 kl 12:16

avatar

Troels Halken

GMO

Det gælder vist ikke kun lægemidler. GMO har samme problem.

Den slags materiale der ligger til grund for myndighedsgodkendelser, bør være offentligt, så det er muligt at tjekke det.

Vh Troels


25. sep 2008 kl 13:19

avatar

Søren Rosendal Jensen

"Journal of Unsuccessful Chemistry"

Det gælder vist ikke kun lægemidler. GMO har samme problem.

Vh Troels

Det er almindeligt kendt blandt forskere, at det er meget vanskeligt at få publiceret negative videnskabelige resultater. Vi kemikere har altid manglet en "Journal of Unsuccessful Chemistry", hvor man kunne få trykt en artikel om den reaktion, som det ikke lykkedes at få til at virke.

På den anden side skulle det ikke være umuligt for de store medicinalvirksomheder at financiere en webbaseret database, hvor de kunne beskrive de "kedelige" resultater. Det er vel kun et spørgsmål om lovgivning?

- Søren


25. sep 2008 kl 14:43

Jens Chr. Andersen

"Journal of Unsuccessful...

Det ville være et af de største skridt inden for videnskaben i mange år hvis man fik sådan en journal/database.


25. sep 2008 kl 22:06

avatar

Inga Bach

Re: "Journal of Unsuccessful...

Min publikationsliste ville være en del længere, hvis jeg havde kunnet publicere i "Journal of Unsuccessful ...", men endnu bedre ville det være, hvis jeg havde kunnet publicere i "Journal of Uncompleted Research".

De fleste bevillinger er kortvarige, så mange forskere er tvunget til at springe fra det ene emne til det andet. Når man afslutter en ansættelse har man meget ofte data, som skal suppleres med flere undersøgelser, før de kan publiceres. Det gælder vist for mange forskellige forskningsområder.

Der er både GMO-data og andre data i min skuffe. Jeg ville hjertens gerne publicere de GMO-data, der viser, at hvedeplanter kommer til at se elendige ud, hvis de producerer et bestemt enzym. Der er ikke noget hemmeligt ved de resultater og ingen skjult dagsorden. Når data ikke er publiceret, skyldes det, at jeg kunne ikke nå at få lavet tilstrækkeligt mange analyser af planterne (bl.a. fordi mange af dem døde undervejs eller var sterile), før pengene løb ud og jeg skiftede til et andet job.

Det er muligt (eller sandsynligt), at der gemmes "uheldige" data hos medicinalindustri og andre steder, hvor der er rigtig mange penge på spil, men i offentlig finansieret forskning, gælder det om at publicere så meget som muligt - også data, der viser at den oprindelige hypotese ikke holdt.

Det er blot ét argument af mange for at støtte offentlig forskning, frem for at overlade store dele af den forskning, som er så vigtig for samfundet, til virksomheder, hvis vigtigste formål er at tjene penge.


25. sep 2008 kl 22:26

avatar

Troels Halken

Re: Re: "Journal of Unsuccessful...

Der er jo netop tale om industriens forskningsresultater her, og problemet opstår når en virksomhed opdager at deres produkt, som de tjener penge på, ikke er så godt som de oprindeligt troede. Eller hvis de desideret har undladt at give alle oplysninger. Begge beskyldninger er fremsat mod bl.a. Monsanto.

Vh Troels


25. sep 2008 kl 22:28

avatar

Troels Halken

Re: "Journal of Unsuccessful Chemistry"

På den anden side skulle det ikke være umuligt for de store medicinalvirksomheder at financiere en webbaseret database, hvor de kunne beskrive de "kedelige" resultater. Det er vel kun et spørgsmål om lovgivning?

Vil de have interesse i det? Og hvordan kan vi sikre at de ikke bare fejer de kedelige resultater ned i papirkurven, og lader som om undersøgelsen aldrig har fundet sted?

Vh Troels


25. sep 2008 kl 22:31

avatar

Peter Ole Kvint

Re: Re: "Journal of Unsuccessful...

Min publikationsliste ville være en del længere, hvis jeg havde kunnet publicere i "Journal of Unsuccessful ...", men endnu bedre ville det være, hvis jeg havde kunnet publicere i "Journal of Uncompleted Research".

Man må tænke på hvor ofte man i komplicerede problemstillinger kommer ud for at problemstillingen er en anden end man forventede. Man fik godt nok en form for resultat, men ikke det som man skulle bruge.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.