Da USA, Polen og Tjekkiet fornyligt underskrev de endelige aftaler om en radarstation i Tjekkiet og en missilbase i Polen, lød begrundelsen, at man vil være bedre rustet til at modsvare angreb fra Iran og andre slyngelstater.

Sådan tolkes den europæiske udvidelse af missilskjoldet dog ikke af den russiske regering, forklarer Bjørn Møller, seniorforsker i sikkerhedspolitik ved Dansk Institut for Internationale Studier, Diis.

»Ud over den militære betydning er det for Rusland en symbolsk provokation, når tidligere 'familiemedlemmer' som Polen og Tjekkiet siger ja til at blive partnere i det amerikanske missilforsvar. Den russiske regering oplever det som direkte oprustning og som en militær trussel, når missilskjoldet opstilles nærmest lige på den anden side af grænsen, og derfor rasler Rusland nu med sablen,« siger Bjørn Møller.

For få dage siden meddelte Rusland så, at landet nu optrapper eksporten af jord-til-luft-missiler til Iran, ligesom russerne så sent som onsdag i denne uge valgte at boykotte et FN-møde, hvor dagsordenen var nye sanktioner mod Iran på grund af landets atomprogram.

En stor del af den russiske fremfærd handler dog mere om taktik end om en reel frygt for det amerikanske missilskjold, mener Karsten Marrup, major ved forsvarsakademiet og ekspert i luft- og rumoperationer.

»Rent geografisk står det amerikanske missilskjold i Europa optimalt i forhold til Mellemøsten, men mindre godt i forhold til Rusland, og det ved russerne godt. Men med ambitionen om at fremstå som en stormagt, kan den russiske regering ikke bare se til, mens amerikanerne udvider i Europa,« siger Karsten Marrup.

1. Umiddelbart efter affyringen af et missil bliver varmeudstrålingen fra løfteraketten registreret af en satellit. Informationerne sendes til kontrolcentre i USA.

2. Kontrolcentrene, med hovedkvarter i Colorado, aktiverer en række varslingsradarer. De sporer det angribende missil og registrerer hastighed, kurs og formodet nedslagssted.

3. Informationerne fra varslingsradarerne sendes videre til en højopløselig X-band radar, placeret på et 116 meter langt militærskib med base i Alaska. X-band radaren overtager sporingen i konstant kommunikation med kontrolcentrene. På baggrund af disse oplysninger affyres et eller flere missiler fra landjorden eller et af missilforsvarets hangarskibe.

4. I midtfasen, der varer 20-25 minutter, vil det angribende missil ofte udløse en række såkaldte decoys, vildledende objekter, som har til formål at vildlede radar- og sporingssystemet. X-band radaren vil ved hjælp af oplysninger fra det samlede radarsystem og sensorer på forsvarsmissilet sammenligne data om farver, temperaturer og dimensioner i et forsøg på at skelne mellem decoys og den truende del af missilet.

5. Forsvarsmissilet vil med en hastighed på op til 7 km/sekundet udløse det såkaldte Kill Vehicle (se boks til højre), der har til formål at destruere det angribende missil.

6. Lykkedes det ikke at ramme missilet i midterfasen, forsøges igen i den såkaldte terminalfase, hvor angrebsmissilet atter er inde i jordens atmosfære. Dette er dog langt vanskeligere, da terminalfasen sjældent varer mere end 30 sekunder og missilet på dette tidspunkt har opnået sin højeste hastighed.

- 1983: I en tale til nationen 23. marts præsenterer USA's daværende præsident Ronald Reagan planerne om missilskjoldet Strategic Defence Initiative, i folkemunde kaldet Star Wars-projektet. Målet er at skabe et skjold, der kan »beskytte os mod atommissiler som et tag beskytter en familie mod regn«, forklarer Reagan.

- 1984: Efter flere mislykkede forsøg lykkedes det i juni 1984 for det amerikanske militær at ramme et missil med et andet. Testen kritiseres dog senere for at være så konstrueret, at den reelt er ubrugelig.

- 1989: Den nyvalgte regering under præsident Georg H. W. Bush nedtoner forventningerne til missilskjoldet og påpeger blandt andet, at det næppe er muligt at konstruere et skjold, der yder fuld beskyttelse. Senere på året opløses sovjetblokken og dermed den oprindelige begrundelse for missilskjoldet.

- 1991: Under Golfkrigen lykkes det amerikanerne at nedskyde et irakisk Scud-missil med et Patriot-missil, hvilket genopliver planerne om et missilskjold. Senere på året indgår den amerikanske præsident Bush og Sovjetunionens præsident Gorbatjov en aftale om at reducere atomarsenalerne til 6.000 sprænghoveder og 1.600 langdistancemissiler.

- 1993: Den nyvalgte præsident Bill Clinton ændrer igen planerne for missilforsvaret, som nu omdøbes til Ballistic Missile Defence Organization. Fokus flyttes til et såkaldt 'Theater Missile Defence', et missilforsvar på kamppladsen.

- 1995: Republikanerne taber en afstemning om den såkaldte 'Contract with America'-plan, der blandt andet havde til formål at flytte penge fra de forsvarsorienterede dele af forsvaret til de mere offensivt orienterede.

- 2001: Med terrorangrebet mod USA får den nyvalgte præsident Bush opbakning til konstruktionen af et langt større missilskjold, styret af det nyoprettede Missile Defence Agency. Senere på året trækker USA sig fra Anti Ballistic Missile-traktaten, der forbyder udviklingen af systemer til nedskydning af missiler, altså missilskjold.

- 2008: Efter længere tids forhandlinger underskriver USA aftaler med henholdsvis Tjekkiet og Polen. I Tjekkiet skal nu opstilles en radarstation, mens Polen skal være base for ti missiler, altsammen som en del af missilskjoldets udvidelse og evne til at forsvare sig mod angreb blandt andet fra Mellemøsten.

- Det amerikanske missilskjold koster nu 11 milliarder dollars om året, hvilket gør det til den dyreste post på det amerikanske forsvarsbudget. Prisen forventes i 2013 at være steget til 19 milliarder dollars om året.

- Exoatmospheric Kill Vehicle (EKV) er det dræberfartøj, der er monteret i spidsen af det forsvarende missil. EKV'en skal destruere det angribende missil uden for jordens atmosfære. Den indeholder ikke sprængstof, men ødelægger angrebsmissilet i kraft af den høje hastighed, som ved sammenstødet mellem de to missiler kombineret kan overstige 24.000 km/t.

- EKV'en er på størrelse med en mindre fryser og er udstyret med infrarøde sensorer, et selvstændigt styresystem, raketdyser, et kølesystem samt en computer. Umiddelbart efter affyringen vil kølesystemet udlede en kryptonbaseret gas, som dækker sensorerne med et tykt lag is. Denne nedkøling optimerer sensorernes evne til at registrere varme for på den måde at kunne spore det angribende missil.

- Godt tre minutter efter affyringen vil det bærende missil ved hjælp af en række kraftige fjedre udløse EKV'en. Samtidig vil EKV'ens egne styresystemer tage over. Godt halvandet minut før sammenstødet vil EKV'ens sensorer orientere sig efter det angribende missils såkaldte 'sweet spot', et område på ganske få centimeters bredde, hvorunder sprængladningen er placeret.

- Et EKV koster godt 25 millioner dollar. I øjeblikket arbejdes der med udviklingen af såkaldte Multiple Kill Vehicles, som kan transportere flere EKV'er, hvilket er nødvendigt, når det angribende missil indeholder flere sprænghoveder.