Nu kan du tanke brint i Vestjylland
20 flasker med hver 0,875 kilo brint under et tryk på 200 bar udgør den nye offentlige brintfyldestation i Vestjylland. Men virkningsgraden for de to eneste biler, der kan tankes med den, er stadig helt i bund.
Multimedia
Galleri:
Se Danmarks nye brinttankstation
Læs også
-
Video: Se hvordan man tanker brint på Danmarks nye brinttankstation
-
Prestigefyldt klimaprojekt med brintbiler i København vakler
Læs mere om
Dokumentation
Den 24. september 2008 vil måske blive husket som dagen, da Danmark tog de første seriøse skridt ind i brintalderen.
Her indviede klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) seks brinttankstationer, som skal fylde den flygtige gas på biler, gaffeltrucks og andre køretøjer. Fem af tankanlæggene ligger på virksomheder i Vestjylland. Den sjette er offentlig og ligger ved siden af Vestforsyningens fjernvarmeværk lidt uden for Ringkøbing.
Connie Hedegaard roste det vestjyske initiativ og indviede derefter brinttanken ved at tanke den lille, lyseblå hydrogenhybridbil op – en ombygget norsk elbil af mærket Think.
Med lidt hvæsen og pusten strømmede brinten fra kompressoranlægget ind i bilen, og kort efter sad ministeren med armen i karmen – som man jo gør i Vestjylland – med retning mod Vestas’ fabrik i Ringkøbing.
Der kommer ikke til at være trængsel omkring brintstanderen. Der findes indtil videre kun syv brintkøretøjer i Vestjylland, og den offentlige tankstation skal udelukkende betjene en brintdrevet servicevogn og en bybil fra Ringkøbing-Skjern Kommune.
»Men hvis andre anskaffer sig en brintbil og gerne vil tanke her, så kan vi også finde en ordning på det med det samme,« siger Jacob Hansen, direktør for og medstifter af virksomheden H2 Logic, som har udviklet teknikken i brinttankstationen.
H2 Logic åbnede landets første offentlige tankstation sidste år på Folkecenter for Vedvarende Energi i Thy, hvor alle kan komme og brint. Der er dog tale om et væsentligt mindre anlæg med kun seks trykflasker med brint, hvor det nye har 20 flasker.
Tag med et smut hen til brint-tankstationen i brintbilen Think:
Virkningsgrad på 18 procent
Virkningsgraden ved at køre brintbil er endnu meget lav. Først ryger 50 procent af strømmen til elektrolysen, hvor vand spaltes i brint og ilt, og endnu kan H2 Logics brændselsceller kun hive 42 pct. af energien ud af brinten, så det giver en samlet virkningsgrad på ca. 18 pct.
Til sammenligning har moderne batterier en virkningsgrad på ca. 80 pct., hvor de 20 pct. går tabt i transmission og opladning. Men teknologien er stadig for ung til at kunne tåle sammenligning, siger Jacob Hansen fra H2 Logic.
»Batterier har mange års udvikling bag sig og bliver masseproduceret. Men det er selvfølgelig vigtigt, at vi får virkningsgraden op,« siger han og henviser til, at f.eks. DTU-Risø har udviklet en elektrolyse, som er langt mere effektiv end de 50 pct.
Rækkevidde: 90 kilometer
Heller ikke rækkevidden er endnu tilstrækkelig. Bilindustrien har et mål om 600 kilometer på en tankfuld, hvilket blandt andre Honda har opnået i en af sine brintbiler.
Så langt er H2 Logic ikke endnu. Når tanken er helt fyldt op med et tryk på 350 bar, er der cirka et kilo brint i den lille Think. Dermed kan den med et konservativt skøn, som Jacob Hansen udtrykker det, køre omkring 90 km.
I Norge, hvor bilerne tankes med et tryk på 700 bar, kan bilerne køre ca. 150 km på en tankfuld.
»Vi forventer også komme til at køre med 700 bar her i Danmark, men det høje tryk kræver et meget mere komplekst og dyrere system. Derudover arbejder vi på at optimere styringen af forbrændingen i bilen, så vi kan få flere kilometer ud af den,« siger Jacob Hansen, som dog ikke citeres for noget gætteri om rækkevidden i de næste generationer af brintbilen.
En ny generation af Think-bilen er nemlig under udvikling, og Jacob Hansen regner med, at der vil køre 50 udgaver af næste generation i Danmark inden FN's klimatopmøde i København næste år.
Fire gange så dyrt per km som mini-dieselbil
Selv om oliepriserne får de danske bilister til at vånde sig, er der heller noget at juble over, når det kommer til prisen på selve brinten.
En tankfuld er på ca. 10 kubikmeter brint, som koster 10-12 kroner pr. kubikmeter, og med en rækkevidde på 90 km giver en pris på ca. 1,33 kr. pr. kørt km. En dieselbil af samme kaliber som den lille lyseblå Think-hydrogenbil koster til sammenligning ca. 0,33 kroner pr. kørt km ved en dieselpris på 11 kr. per liter og en økonomi på 30 km/liter.
Det rører dog ikke Torben Nørregaard, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, som jo skal betale for at have brintbilerne tøffende rundt i bybilledet.
»Det kan godt være at det bliver nogle dyre kilometer, du er kommet frem til, og så har du ikke en gang regnet investeringen med. Men al udvikling koster jo penge, og hvis ingen tager initiativet til at teste brint i praksis, så bliver det jo aldrig til noget,« siger han.
Stærk brintgaffeltruck til Vestas
En af de andre brinttankstationer ligger Vestas' nacelle-fabrik, hvor den skal bruges til at fylde en brintdrevet gaffeltruck. På fabrikken kører allerede masser af batteridrevne gaffeltrucks, som har meget større virkningsgrad end den brint, så hvad er egentlig vundet ved at køre på brint?
»De batteridrevne gaffeltrucks kan maksimalt løfte omkring to tons. Hvis der skal løftes tungere ting, er det i dag nødvendigt med diesel- eller LPG-drevne trucks. Så det handler ikke om at bruge brint i stedet for batterier men om at brinten kan bruges, hvor batterier simpelthen ikke kan løse opgaven,« siger Jacob Hansen fra H2 Logic.
Indtil videre er der planlagt fem yderligere offentlige brinttankstationer. Aftalerne med de energiselskaber, som skal opføre og drive dem er stadig til forhandling, så Jacob Hansen vil ikke ud med, hvor de kommer til at ligge. En ting er dog sikkert, og det er at det vil koste penge:
»Projektet kræver et økonomisk tilskud fra politisk side. Men vi kan da fornemme, at partierne i Folketinget er positivt indstillede,« siger han.
Fakta om brinttankstationerne i Vestjylland
Der findes seks brinttankstationer i Vestjylland: Ved Vestas i Ringkøbing, Skov- og Naturstyrelsen og Golfclub Storådalen i Holstebro, P. Grene i Skjern, Hvide Sande Fiskeauktion samt Ringkøbing-Skjern Kommunes.
Brinten fremstilles af vand ved elektrolyse med strøm fra vindmøller. Ved elektrolysen er virkningsgraden ca. 50 pct.
Brinten produceres i Holstebro, fyldes på trykflasker ved 200 bar og køres med lastbil ud til de seks brinttankstationer.
Hver fyldestation rummer ca. 18 kg brint. De er fordelt på to såkaldte brint-batterier a ti flasker. Hver flaske er på 50 liter, 200 bar og indeholder 0,875 kg brint.
I brinttankstationen komprimeres brinten til 400 bar. Når bilen skal fyldes op, sker det ved trykudligning mellem kompressoren og bilens tank.






