Strømbesparelse udsætter Big Bang-forsøget til foråret
Heliumlækagen i Cerns Large Hadron Collider og en planlagt vinterlukning i de dyreste el-måneder betyder, at verdens mest komplekse videnskabelige forsøg først lader sig gøre omkring april.
Læs også
-
Overophedning af partikelaccelerator var frygtet af forskere
-
Dansk fysiker hos Cern: Vores partikel-accelerator virker upåklageligt
Læs mere om
Cerns Large Hadron Collider fik en fremragende start, men nu er videnskabsfolkene nødsaget til at vente til april med at genskabe forholdene lige efter Big Bang.
Udsættelsen skyldes, at det tager 2 måneder at reparere og atter nedkøle den 27 kilometer lange partikelaccelerator til temperaturer nær det absolutte nulpunkt.
Til den tid står vi overfor den kolde julemåned, hvor det 28 milliarder kroner dyre forsøgsanlæg efter planen skal gå i hi for at spare på strømregningen. LHC bruger nemlig lige så meget strøm som Århus, og i vintermåneder stiger el-prisen i takt med schweizerne og franskmændenes forbrug.
Planen om at gå i hi agter Cern at holde sig til trods uheldet med en heliumlækage i sektor 3-4, som sandsynligvis var forårsaget af en fejlslagen elektrisk forbindelse mellem to af LHCs magneter.
»At dette sker umiddelbart efter den yderst succesfulde start af LHC 10. september og er unægtelig et psykologisk slag. Ikke desto mindre er succesen med LHCs første forsøg med strålen et vidnesbyrd om de flittige forberedelser og talentet fra de personer, som har været med til at bygge og køre Cerns accelerator-anlæg. Jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal overkomme denne modgang med samme flid,« erklærer Cerns direktør Robert Aymar i en pressemeddelelse.





