Eta Carina gennemgår en ukendt type stjerneeksplosioner, der er svagere end typiske supernovaer.

Det viser observationer foretaget af Gemini South og Blanco teleskoperne. Ifølge Nathan Smith fra Californiens Universitet Berkeley, er Eta Carina, som er Mælkevejens største og klareste stjerne, prototypen på denne nye og ukendte type af stjerneeksplosioner.

Eta Carina er omgivet af Homunculus-stjernetågen, en sky af gas og støv, der blev kastet bort i en opflamning, som blev observeret fra Jorden i år 1843. Den efterfølgende chokbølge er mindre energirig end fra typiske supernovaer.

De for nyligt observerede eksplosioner består af filamenter af gas. De bevæger sig væk fra Eta Carina med hastigheder, som er fem gang hurtigere end dem som findes i Homunculus-stjernetågen. Materialet i filamenterne stammer fra den samme eksplosion i 1843 som Homunculus-stjernetågens materiale.

Filamenthastighederne er meget tættere på, hvad man normalt ser i en supernova. Dette betyder dog ikke at begivenheden i 1843 var en supernova, men eksplosionen opførte sig på samme måde, men havde blot mindre energi.

Smider sit ydre brintlag på dødslejet
Udover Homunculus-stjernetågen er også en svag skal af materiale synlig fra en tidligere eksplosion. Denne fandt formodentlig sted for omkring 1.000 år siden.

Disse skaller af støv og gas bevæger sig bort forholdsvis langsomt - med hastigheder på under 650 kilometer i sekundet sammenlignet med skallerne fra normale supernovaer.

Den køligere og hurtigere del af materialet har nu indhentet og støder sammen med den gamle ældre skal. Herved dannes der røntgenstråling, som astronomerne har observeret.

De nye observationer betyder, at astronomerne skal til at ændre deres fortolkning af, hvad der skete i 1843. Hidtil har man astronomerne nemlig ment, at materialet skyldtes en konstant vind, der blæste de yderste lag af stjernen.

Nu ser det imidlertid ud til, at det i stedet skyldes en eksplosion dybt ind i stjernen, som kastede dens yderste lag bort. Hvorfor denne eksplosion opstod, kan astronomerne endnu ikke forklare.

Er denne fortolkning rigtig betyder det, at supertunge stjerne som Eta Carina, kan kaste store mængder materiale bort, eksempelvis deres ydre brintlag, i periodiske eksplosioner efterhånden, som de når hen imod afslutningen på deres liv.

Først til sidst eksploderer og forvinder stjernen helt i en almindelig supernovaeksplosion og efterlader et sort hul.