/energi

Verdens ingeniørforeninger sætter gang i nationale klimaplaner

Ingeniørforeninger fra 16 lande går snart i gang med at udforme nationale klimaplaner efter initiativ fra IDA. Ifølge Det internationale energiagentur skal vi satse på 17 kendte teknologier for at halvere verdens CO2-udslip.

Af Sanne Wittrup, torsdag 18. sep 2008 kl. 15:55

Det er muligt gennem kraftig udvikling af og investering i 17 kendte teknologier at halvere verdens energiforbrug og næsten halvere CO2-udslippet i 2050 i forhold til 2005.

Det var oplægget fra Dolf Gielen fra Det internationale energiagentur (IEA) til ingeniører fra mere end 12 lande, der torsdag var samlet for at starte et ambitiøst samarbejde om at udforme konkrete klimaplaner for så mange lande som muligt.

Projektet hedder Future Climate Engineering Solutions og skal vise, hvordan vi nedbringer vores CO2-udslip betragteligt. Samtidig tjener projektet som et input til Klimatopmødet i 2009.

De 17 teknologier falder inden for effektivisering, energisektoren og transport, og selvom teknologierne er kendte, er der endnu behov for meget udvikling og arbejde med kombination af de forskellige teknologier.

»Men husk at det ikke er nok at udvikle teknologien; den skal også ud og virke i samfundet,« siger Dolf Gielen.

Indtil videre har 16 ingeniørforeninger – fra Europa, USA, Sydafrika, Kina og Indonesien, som tilsammen repræsenterer 1,3 mio. ingeniører – meldt sig som interesserede i at udforme nationale klimaplaner. I løbet af den næste måneds tid skal en endelig tilmelding falde.

Bag initiativet står foruden IDA ingeniørforeningerne i Norge, Sverige og Tyskland. Og modellen for det videre arbejde er Ingeniørforeningens Energiplan 2030, som inddrog IDA-medlemmernes unikke tekniske kompetencer inden for energiområdet.

IDAs formand, Lars Bytoft, sagde ved konferencens åbning, at ingeniørerne med projektet vil give politikerne en hjælpende hånd med klima-problemet:

- Det her er en af de allervigtigste ingeniør-opgaver nogensinde, sagde han.



18. sep 2008 kl 23:07

Peder Christian Stoholm

De 17 teknologier?

Hej Sanne/jer andre

Hvor ses mon nævnte 17 teknologier.

(Det eksterne link virker vist ikke.)

Mvh. Peder


18. sep 2008 kl 23:14

avatar

Casper Madsen

Re: De 17 teknologier?

Adressen er www.futureclimate.dk ser ud til at journalisten havde glemt http foran, så bliver adressen nemlig til http://ing.dk/artikel/www.futu...e.dk


19. sep 2008 kl 18:02

avatar

Bertel Lohmann Andersen

Et vendepunkt!!!

Tak. Jeg kiggede på ovenst. adresse og fandt nogle foredrag fra et start-møde. Først troede jeg, at det var den sædvanlige gang politisk korrekt øregas, idet Kim Carstensen fra WWF optrådte. Men sørme så: der var OGSÅ et foredrag om fission og fusion. Efter et hastigt gennemsyn stod det klart, at foredragsholderen oven i købet ved, hvad han snakker om. Det er et vendepunkt i Danmarks nyere historie. Hvad IDA ikke kunne få sig til (at omtale atomenergien i Niels Bohrs fædreland), det har de internationale foreninger altså nu taget hånd om. Hurra for det. Og lad det så være, at man kan undre sig over, hvilke særlige kvalifikationer der begrunder udvælgelsen af en propagandist fra WWF til at tale til ingeniører.


20. sep 2008 kl 11:36

Søren Fosberg

Re: Et vendepunkt!!!

Og lad det så være, at man kan undre sig over, hvilke særlige kvalifikationer der begrunder udvælgelsen af en propagandist fra WWF til at tale til ingeniører.

Nej, lad os få nogle propagandister fra atomkraftlobbyen i stedet. Det er meget mere "ingeniør-agtigt".

Med folk som dig Bertel er det ikke underligt at atomkraft står dårligt i folks bevidsthed. Bliv endelig ved.

Mvh Søren


20. sep 2008 kl 15:08

avatar

Bertel Lohmann Andersen

Re: Re: Et vendepunkt!!!

Hvilken vrede. Jeg blev såmænd bare glad over, at atomkraften blev omtalt. Det plejer den jo ikke! Jvf IDA's plan.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk