/rumfart

Ny sonde skal afdække hvorfor Mars' atmosfære skrumpede

Mars havde engang en tæt atmosfære, der betød, at vand kunne flyde på den røde planet, men så forsvandt den tættere atmosfære. Efter en række bataljer har Nasa valgt en sonde, der skal kortlægge årsagen.

Klik for at se billedet i stort

Maven er Nasa’s nye Marsmission i Mars Scout programmet, men bliver to år forsinket på grund af interessekonflikt under udvælgelsen.(Grafik: Nasa)


Dokumentation

Af Thomas A. E. Andersen, torsdag 18. sep 2008 kl. 07:15

Nasa har udvalgt en ny marssonde, der skal levere information om mulighederne for, at Mars kan have været beboelig for liv.

Det ville have været muligt, da Mars havde en tættere atmosfære, som gjorde det muligt, at der kunne eksistere flydende vand på overfladen. Tætheden forsvandt, og det hænger muligvis sammen med en ændring i klimaet. Hvordan det kunne ske, skal sondemissionen navngivet Maven (Mars Atmosphere and Volatile EvolutioN) hitte ud af.

Missionen koster 2,5 milliarder kroner, og Maven skal opsendes i slutningen af 2013. Den er udvalgt blandt 20 mulige forslag, som er blevet undersøgt efter Nasas Announcement of Opportunity i august 2006.

Interessekonflikt er tys-tys
Valget af Maven kommer efter en ni måneders udsættelse på grund af interessekonflikter under udvælgelsesprocessen. Det medfører, at missionen bliver forsinket i to år, prisen stiger med 50 millioner kroner og den videnskabelige mission bliver halveret.

Nasa vil ikke afsløre, hvori interessekonflikten bestod, men blot at det ikke skyldes beslutninger inden for rumfartsorganisationen, at de blev tvunget til at opløse det panel, som skulle udvælge missionen og nedsætte et nyt.

De to finalister til missionen blev tvunget til at indsende nye forslag. Den gruppe, som tabte konkurrencen om den nye Marsmission, var Southwest Research Institute i San Antonio.

Den ledende forsker på Maven er Bruce Jakosky fra Clorados Universitet. Universitet vil modtage 30 millioner kroner fra Nasa i de kommende år til at planlægge missionen og udvikle de nødvendige teknologier. Maven skal bygges af rumfirmaet Lockheed Martin under ledelse af Nasa’s Goddard-rumcenter. Maven bliver baseret på designet fra Nasas Mars Reconnaissance Orbiter og Mars Odyssey rumsonder.

Oplever færre soludbrud
Maven skal ankomme til Mars i efteråret 2014 og vil ved hjælpe af sit styresystem gå ind i en elliptisk bane omkring planeten med en højde på mellem 135 og 5.800 kilometer. I løbet af et jordisk år skal Mavens otte instrumenter primært undersøge Marsatmosfæren.

Undervejs kommer rumsonden helt ned i 120 kilometers højde over Mars for at tage prøver af atmosfæren. Efter afslutningen på Mavens primære mission, vil den også blive brugt som relæstation for Marsbiler og -sonder på marsoverfladen.

Maven er en del af Nasas Mars Scout program, og missionen skulle oprindeligt have været opsendt i 2011. Men da Mars kun er tæt på jorden hvert 26 måned, blev Nasa tvunget til at udsætte opsendelsen til 2013. Missionen bliver hermed opsendt senere i Solcyklusen, og der vil derfor være færre soludbrud at studere sammen med deres indflydelse på marsatmosfæren.

Instrumenter ombord skal blandt andet benyttes til at måle sammensætningen af den øvre marsatmosfære, solvindens indeflydelse og ionosfæren.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.