/elektronik

Overvågning med computerstyret helikopter på vej

Video: Flere virksomheder, der har brug for overvågning, har kontaktet teknikere bag en mini-helikopter med kunstig intelligens. Helikopteren kan styres af en computer og kan udføre svimlende akrobatiske manøvrer.

Af Birgitte Marfelt, tirsdag 16. sep 2008 kl. 12:06

Video: En lille, knaldrød helikopter fløj i går over Stanford Universitet i Californien og testede kunstig intelligens, som ifølge forskere kan bruges til overvågning, til militære missioner eller til at spotte naturbrande.

Den selvflyvende helikopter, som igennem fem minutter udførte et udvalg af varierede, halsbrækkende øvelser, bliver guidet af en computer på landjorden. Den er udstyret med et kunstigt intelligens-system, udviklet af it-forskere på Stanford University.

Helikopteren, som stadig er under udvikling, har lært sig selv at flyve ved at efterligne de kunststykker, som en radiokontrolleret helikopter, fløjet af en menneskelig pilot, udfører.

«Den kan endda udføre vanskelige tricks på randen af, hvad rigtige helikoptere er i stand til,« siger en af de fire ph.d.-studerende, som sammen med it-professor Andrew Ng har udviklet robothelikopteren, Adam Coates, til Reuters.

»Manøvrerne er langt de mest komplicerede, som nogensinde er udført af computerstyrede helikoptere,« siger Andrew Ng på Stanfords blog.

Det imponerende luftshow var en vigtig demonstration af, hvordan robotter lærer ved at observere en ekspert, frem for at software-ingeniører klaprer løs på tangenterne for at udvikle basale instruktioner.

Stanfords kunstige intelligens-system lærte at flyve ved at betragte en lignende helikopter, fløjet af eksperten Garett Oku, der kan sende en hvilken som helst radiokontrolleret helikopter ud i en række svimlende akrobatiske øvelser. De spurgte sig selv, hvorfor computere dog ikke kunne gøre det.

Og det viste sig altså, at de kan.

Flere virksomheder, som har brug for overvågning og kortlægning, har allerede kontaktet robothelikopterens udviklere. Andre ser muligheder for at undersøge naturbrande og opdage landminer.

Hver helikopter kommer til at koste omkring 21.000 kroner.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.