Kun hver fjerde i USA's fjerdestørste by har strøm
Højspændingsmasterne i Houston har på forunderlig vis modstået Ikes hærgen, men mange elkabler er beskadigede, og transformerstationerne er oversvømmede af havvand. Tre fjerdedele af Houstons to millioner indbyggere er uden strøm.
Læs også
-
15 meter høje orkan-bølger sender en million amerikanere på flugt
Læs mere om
USA's fjerdestørste by, Houston, er mørkelagt efter orkanens Ikes hærgen, og blot hver fjerde af byens to millioner indbyggere har adgang til strøm.
Det kunne myndighederne konstatere natten til mandag, skriver Houston Chronicle. På den gode side er, at ulidelige varme dage er afløst af faldende temperaturer til omkring 20 grader. Det er dog en ringe trøst for de med fødevarer, der er ved at rådne, og en kontakt til omverdenen i form af en mobiltelefon med batterier, der er ved at være brugt op.
Samtidig har myndighederne indført et ugelangt natligt udgangsforbud på grund af oversvømmelserne og faren for, at der i vandet gemmer sig iturevne elledninger.
Det er dog lykkedes Centerpoint Energy at genetablere strømmen til 380.000 af sine kunder, men i Houston og omegn efterlader det stadig 1,72 millioner uden el.
Talsmand for Centerpoint Energy, Floyd LeBlanc oplyser til Houston Chronicle, at i de værste tilfælde kan det tage op til tre uger at genetablere strømmen. For de bosat ved siden af hospitaler, vandforsyninger, brandstationer eller fødevarekæder er situationen mere taknemmelig, idet de kan blive koblet op på nødhjælpsgeneratorerne.
Centerpoint Energy har haft seks helikoptere til at se cirkle rundt i luften over Houston for at bese skaderne. Herfra lyder de første meldinger, at alle højspændingsmaster utroligt nok har modstået orkanen. Til gengæld er mange lokale strømforsyninger ødelagte, og mange transformerstationer står under vand, hvilket skaber problemerne med elforsyningen.






