En to centimeter lang plasticsensor udviklet af forskere på Roskilde Universitetscenter, kan sikre et gennembrud for vand i hanerne, der kommer fra den kystnære undergrund.

Hidtil har de miljørigtige kystboringer næsten været en umulighed, fordi det oppumpede grundvand på visse tidspunkter er for saltholdigt til at drikke. Den nye fungerer som en avanceret alarm, der minut for minut afslører, om vandet indeholder for meget natrium og klorid – de to stoffer, som udgør salt.

Hvis koncentrationen er for høj, kan vandværket enten pumpe mindre vand op eller lukke for boringen i et par uger, indtil saltmængden er faldet igen.

»Teknikken åbner for, at vi i langt højere grad kan indvinde grundvand tæt på kysterne og udnytte de vandressourcer, som alligevel ville strømme ud i havet og gå tabt,« siger geolog Paul Thorn, RUC, som har udviklet sensoren.

Jo tættere man kommer på kysten, jo højere er risikoen for, at det oppumpede vand indeholder for meget salt. Men det er forbundet med stor usikkerhed at forudsige præcist, hvornår saltindholdet overskrider de tilladte grænseværdier – ikke mindst fordi vandværkerne kun er lovmæssigt forpligtet til at foretage kvalitetsmålinger hver tredje måned.

Udtørrede søer og åer
Problemet med grundvandsforsyningen er ikke, at Danmark er ved at løbe tør for grundvand, tværtimod. En undersøgelse fra 2004 gennemført af blandt andre De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus), viste, at Danmark råder over cirka en milliard kubikmeter grundvand om året, men vi bruger kun lidt over halvdelen.

Problemet er nærmere, at vi indvinder vand i områder, hvor det kan skade naturen. Traditionel indvinding foregår inde i landet og kan have udtørrede søer og åer med døde fisk, insekter og andre dyr som følge.

Paul Thorn mener derfor, at det er på tide, at Danmark "tænker sin grundvandsindvinding om":

»Igennem de seneste mange årtier har vi især på Sjælland hentet det fra brønde placeret tæt op ad vandløb og åer, men det er ikke en bæredygtig løsning rent miljømæssigt,« påpeger han.

Paul Thorn henviser også til, at ifølge EU's vandrammedirektiv fra 2000 må indvindingen af grundvand ikke være til fare for ferskvandets biologiske kredsløb, men det er netop risikoen ved vores nuværende grundvandsproduktion, hvor næsten alt grundvand hentes fra brønde placeret inde i landet – klos op ad åer og andre vandløb.

Målinger hvert minut
Paul Thorn håber, at udviklingen af den nye sensor kan resultere i en mere systematisk udnyttelse af det grundvand, som er i fare for at indeholde for høje saltkoncentrationer.

Ifølge seniorgeolog Lisbeth Flindt Jørgensen fra Geus, der har ikke noget specifikt kendskab til sensorprojektet, kan der være et grønt potentiale i at etablere grundvandsbrønde tættere på kysten:

»Jo længere ude ved havet vi henter vandet op, jo mindre belaster vi overfladevandet og dermed vådområderne,« siger hun.

Lisbeth Flindt Knudsen påpeger dog, at indvinding nær kysterne stadig afhænger af de geologiske forhold i de respektive områder.

Også sektionsleder i vandkvalitetsafdelingen ved Københavns Energi, Søren Lind, kalder perspektiverne i forbindelse med kystnær indvinding for "yderst interessante".

Problembarnet i København
Københavnsområdet er problembarnet i den danske grundvandsproduktion. En kombination af stor befolkningstæthed og en meget leret undergrund, der gør det svært for regnvandet at trænge ned, øger presset på de lokale grundvandsbrønde og dermed også på vandløbenes fauna.

Derfor skal sensorerne i første omgang testes i Greve og dernæst i Karlslunde, hvor der er store problemer med for højt saltindhold i det lokale grundvand.

Sensorerne er en del af et større projekt, ledet af DHI, om, hvordan vi i fremtiden bedst muligt kan indvinde vores grundvand via optimal styring af brøndene, såvel teknologisk som økonomisk og energimæssigt.

Paul Thorn regner med, at sensorerne kan være klar om fire-fem år.