Høreapparat med Storm P-præg
Rune Domsten og Finn Nielsen er helt ude i yderste småtingsafdeling, da de sætter et Epoq-høreapparat under mikroskopet.
»Det er destruktivt, det her,« mumler Finn Nielsen, mens han pirker i siden på det lillebitte Epoq-høreapparat med et spidst tandlægeinstrument.
Normalt har de to elektronikeksperter Rune Domsten og Finn Nielsen den regel, at det er ok at splitte ting ad, men der er ingen grund til at begå hærværk og vold mod sagesløse gadgets. Faktisk ligger hele sporten i at kunne få tingene til at virke igen, om det så tager dagevis at samle apparatet.
Men når det kommer til Oticons seneste høreapparat Epoq, hvor vi virkelig er ude i det mindste af det mindste, så forgår alle tegn på, at det nogensinde kommer til at virke igen, rimelig hurtigt.
»Jeg mangler det rigtige værktøj til at skille det ad,« undskylder Finn Nielsen sig og fjerner flydende silikonemasse fra åbningen med en vatpind.
Et kig til chippen
Han har fået en vejledning med fra Oticon i, hvordan man mest nænsomt åbner apparatet uden at splitte det i atomer, men uden det rigtige værktøj må udviklingsingeniøren opgive nænsomhed, og han sveder næsten tran ved tanken om sin destruktive adfærd.
Rune Domsten kigger med i mikroskopet og får hurtigt styret sin største nysgerrighed: et kig til chippen. Som teknisk direktør i et udviklingshus er han altid spændt på at se, hvor småt og smart ingeniører er i stand til at designe deres chipteknologi.
»Her ser vi det gode eksempel på noget, der er virkelig skræddersyet. Alle løse chip er lagt ind i én, så det er bestemt dyre sager. Man ser det også i headsets, hvis de skal være ultrakompakte, men her vil man nok prøve at komme så langt som muligt med standardkomponenter for at holde prisen nede,« siger han.
Storm P-projekt
Finn Nielsen udpeger delene i høreapparatet gennem mikroskopet, for de er næsten ikke til at se med det blotte øje. Han spotter en forstærker tæt på højttaleren samt en spole, som Rune Domsten vurderer er til en teleslynge eller trådløs kommunikation.
»Jeg kan se, at der er trådløst net i, og at alt er lavet på fleksibelt print, så det kan pakkes ind og foldes rundt efter formen på høreapparatet. Det er en dyr, men nødvendig måde,« forklarer Rune Domsten.
»Det er fascinerende, at man kan samle så meget funktionalitet i så lille en chip, og det ser helt Storm P-agtigt ud. Det her har været et kæmpeprojekt, og hvad jeg vil kalde superengineering. Jeg tør slet ikke gætte på, hvad det har kostet,« siger han.
Oticon vandt Ingeniørens produktpris i 2007 for det banebrydende Epoq-høreapparat, som ved hjælp af egenudviklet trådløs teknologi giver hørehæmmede bedre vilkår for at orientere sig. Et apparat i hvert øre arbejder sammen og analyserer lydbilledet, og ved hjælp af en streamer kan apparatet kommunikere med en mobiltelefon via Bluetooth.
Høreapparatet i artiklen er venligst doneret af Oticon.





