/energi

Polarekspedition med ødelagt styretøj truet af evakuering

En danskledet ekspedition, der sejler rundt om Nordpolen i en seks meter lang, åben jolle, kæmper for at komme ind i en flodmunding under hårdt vejr i Nordøstpassagen. Lykkes det ikke snart, må besætningen tilkalde redningshelikopter og vinke farvel til sit udstyr.

Klik for at se billedet i stort

I år 2000 fik ekspeditionen også smadret styretøjet i isfyldt farvand og måtte nødrigge jollen med et simpelt snoretræk. Her er ekspeditionsleder Anders Bilgram ved at styre jollen gennem isflagerne i Danmarks Strædet.


Multimedia
Billede Galleri: Rundt om Arktis i en jolle på seks meter
Læs også

Dokumentation

Af Søren Berg, onsdag 10. sep 2008 kl. 15:49

»Vi er i problemer. Lykkes det os ikke snart at komme ind i Lena-flodens udmunding, så er det helt sikkert slut for ekspeditionen.«

Så klart lyder det fra lederen af ekspeditionen Polar Passagen 2000, Anders Bilgram i en satellittelefon onsdag eftermiddag.

Ekspeditionen ligger underdrejet i hårdt vejr nord for Sibirien i den arktiske Nordøstpassage. Rapporten fra ekspeditionslederen er rimeligt kortfattet, da han er nødt til at spare på strømmen. Problemerne med mekanikken giver sine udfordringer, men »akkumulatorerne er heller ikke, hvad de har været«, som Anders Bilgram udtrykker det.

I den nuværende kritiske situation skal der levnes plads til nødopkald og livsvigtig kontakt i forbindelse med en eventuel evakuering.

Besætningen er ved at forberede et sidste forsøg på at redde ekspeditionen. De fire mand er trukket i overlevelsesdragterne, og redningsflåden er ved at blive klargjort for alle tilfældes skyld. Men ekspeditionen er også ramt af kritiske problemer fra tre sider på én gang.

Styretøjet på den kun seks meter lange ekspeditionsjolle Olga er ødelagt og erstattet at et simpelt nødrigget snoretræk. Det betyder, at besætningen kun kan bruge den ene af de to 140-HK-outboard-motorer, selvom de har brug for alt den kraft, de kan få fra begge motorer.

»Det blæser alt for meget«
Samtidig har vejret i området udviklet sig rigtig skidt de seneste par dage med høje bølger, kraftig vind og stærk strøm. Det sner om natten, og efteråret er sat ind i et arktiske ishav, fortæller Anders Bilgram.

»Det blæser alt for meget til at vi kan sejle, men vi har ikke noget valg,« konstaterer han.

Ekspeditionen har ikke mindre end fem gange i skrivende stund forsøgt at sejle ind i Lena-flodens udmunding. Hver gang er det mislykkedes. Ekspeditionen går konstant på grund og må kæmpe sig tilbage ud på åbent og oprørt hav. De kort, som ekspeditionen medbringer over flodmundingen, passer overhovedet ikke, og sandbanker bremser for indsejlingen.

Ekspeditionens russiske medlem, Sergei Epishkin, har netop været i kontakt med en flodpram på VHS-radioen, og de har fået lokalkendte anvisninger via æteren, som måske kan hjælpe dem gennem floddeltaet og ind i roligt farvand. Anders Bilgram vurderer, at selv i bedste fald vil det tage dem mindst fem timer at komme igennem det 50 kilometer lange floddelta. Derfra er det stadig næsten 400 kilometer til Tiksi, der er nærmeste bebyggelse.

»Vi skal bare have roligt vejr i et døgn,« beder Anders Bilgram.

Ødelagt styretøj to gange på få dage
Ekspeditionen har været i gang siden 1999, og målet er at sejle de 24.000 kilometer hele vejen rundt om Arktis i en kun 6 meter lang, åben jolle – de arktiske folks eget, primære transportmiddel. En bedrift, som ingen har gennemført før. Nu er de under 2.000 kilometer fra det endelige mål, men det ligger alligevel uendeligt langt væk.

Hvis ikke ekspeditionen i løbet af meget kort tid lykkes med at komme i læ i Lena-floden, må besætningen forsøge at blive evakueret via helikopter. Det betyder, at de må efterlade jollen og alt udstyret til elementernes forgodtbefindende. Og så er det endegyldigt slut for ekspeditionen.

Men den beslutning er ikke truffet endnu, fortæller Anders Bilgram.

Ekspeditionen har sejlet knap 2000 kilometer på årets etape – den etape, som de selv på forhånd havde udnævnt til at være klart den vanskeligste.

Ekspeditionen har tidligere haft alvorlige problemer med ødelagt styretøj. Det var under 2. etape i 2000, hvor styretøjet blev flået i stykker af sort is i Danmarks Strædet mellem Island og Grønland. Her lykkedes det med en tur i baljen at nødrigge et interimistisk styretøj, der langsomt bragte dem i land i Tasiilaq på Grønlands østkyst.

Også denne gang var isen skyld i havariet. Sejlads under svær strøm i storisen for få dage siden kostede et ødelagt styretøj. Denne gang var ekspeditionen dog godt forberedt og havde reservedele med, så styretøjet kunne repareres tilfredsstillende.

Men grundstødningen i flodmundingen tog også livet af reservedelene. Ekspeditionen måtte en tur i vandet igen, og styretøjet består nu at et simpelt snoretræk.

Evakueret en gang før i Nordøstpassagen
Ekspeditionen sejlede ud på dette års etape for kun 14 dage siden fra Dikson i Nordøstpassagen. Trods den usædvanligt høje afsmeltning i Arktis er der som regel kun et meget lille tids-vindue, hvor både kan passere i gennem netop dette område omkring Tajmyr-halvøen, der kun ligger cirka 1.400 kilometer fra Nordpolen.

Etapen begyndte fint, og de første 900 kilometer mellem Dikson og Kap Tjelyuskin på Tajmyr-halvøen var uden voldsomme udfordringer. Men herfra har vejret og uforudsigelig is givet ekspeditionen kamp til stregen. Omkring 850 kilometer fra Kap Tjelyuskin blev styretøjet ødelagt første gang, og nu 150 kilometer senere, er ekspeditionen i alvorlige vanskeligheder.

Besætningen på Olga kender alt til ishavets uforsonlighed. I 2003 måtte besætningen aktivere nødsenderne og tilbringe et meget langt døgn i redningsflåden under en voldsom storm fra nord - under 2.000 kilometer fra den nuværende position. Dengang var ekspeditionen heldig at blive evakueret af fragtskibet M/V Kapitan Bogatyryov. Ekspeditionsleder Anders Bilgrams beretning fra den gang kan læses her på ing.dk ved at følge linket nedenfor.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk