Sløret er nu løftet for en hidtil hemmeligholdt opfindelse, der de senere år har givet Formel1-teamet McLaren en klar teknisk fordel i sine racerbiler, skriver University of Cambridge på sin hjemmeside.

Opfindelsen – den såkaldte inerter – skal fremover indgå i sortimentet hos den amerikanske støddæmperleverandør Penske Racing Shocks, der dermed potentielt giver den samme fordel til alle F1-teams, som McLaren har nydt godt af.

Inerteren giver større fleksibilitet i affjedringen af et køretøj. Dermed opnås bedre vejgreb uden at tabe så meget fart, som det kendes fra andre løsninger.

Almindelig affjedring er baseret på to komponenter, fjedre og støddæmpere. Sammen bidrager de til bilens kørsel og styring, hvor de sørger for, at føreren har det nogenlunde komfortabelt, selv på ujævne veje eller i skarpe sving.

Men uanset hvor godt de to komponenter er indstillet i forhold til hinanden, vil der altid opstå et kompromis mellem styring, komfort og vejgreb. Selv i F1-racere, hvor komfort ikke betyder alverden, skal affjedringen justeres, så den tillader følsom styring – det kræver hårdere affjedring – samtidig med et godt mekanisk greb, hvilket normalt kræver blødere affjedring.

Følgevirkningen er en oscillation, der opstår, når belastningen på dækkene ændres. Det hæmmer køretøjets vejgreb og sænker farten.

Simpelt princip
Professor Malcolm Smith fra University of Cambridge indså for mere end ti år siden, at dette kompromis kunne afstemmes bedre, hvis en tredje komponent fik lov at spille med i affjedringen og gøre den mere fleksibel.

Inerteren ser på overfladen ud som en almindelig støddæmper med et samlingspunkt i hver ende, der forbindes til hjul og karrosseri.

Et pressestempel glider ind og ud af inerteren, i takt med at F1-raceren bevæger sig op og ned. Det får et svinghjul i inerteren til at rotere proportionalt med den relative forskydning mellem de to samlingspunkter.

Dermed ophobes rotationsenergi i svinghjulet, hvilket – sammen med fjeder og støddæmper – mindsker den oscillerende virkning, som ellers ville svække bilens vejgreb.

Princippet er så elementært, at Malcolm Smith i første omgang ikke ville snakke om det med sine professorvenner.

»I begyndelsen var jeg nervøs for at tale om idéen, fordi den virkede så simpel,« siger professoren.

»Det var meget svært for mig at tro, at ingen andre havde tænkt på det før, og jeg antog derfor, at nogen allerede havde lavet det, eller at der måtte være noget i vejen med idéen,« uddyber han.

En kendt og eftertragtet hemmelighed
Selv om princippet bag inerteren indtil videre har været hemmeligholdt, har de andre F1-teams udmærket kendt til eksistensen af komponenten.

Det er dog først nu, at betegnelsen »inerter« har set dagens lys sammen med en beskrivelse af dens måde at fungere på.

McLaren-teamet havde første gang inerteren i raceren, da racerkøreren Kimi Räikkönen vandt det spanske grand prix i 2005. Her valgte McLaren blot at oplyse, at de havde en såkaldt »J-damper« i raceren – en betegnelse, der siden har fået store dele af Formel1-verdenen – ikke mindst de konkurrerende teams – til at rode sig i hovedbunden over, hvilken udspekuleret teknologi j’et i navnet mon dækkede over.

Betegnelsen var imidlertid ikke andet end et røgslør, da McLaren havde indgået en fortrolig aftale med Cambridge Universitet om at være det eneste team til at bruge inerteren.

Eftersom inerteren nu bliver kommercielt tilgængelig – i første omgang kun til hardcore racerbiler – håber Malcolm Smith på, at teknologien på sigt kan brede sig.

»Det er meget tilfredsstillende, at det, der begyndte som en teoretisk idé, nu bruges i motorsport, og forhåbentlig vil det gradvist blive en del af andre typer køretøjer,« siger professoren.