/rumfart

Første skridt i bekæmpelsen af asteroider: Kend din fjende

En amerikansk forsker har fundet frem til, at de fleste asteroider, som lander på Jorden, bliver skubbet hertil fra et bælte mellem Mars og Jupiter.

Af Thomas A. E. Andersen, søndag 07. sep 2008 kl. 16:00

Det første skridt i ethvert forsvar er et kende sin fjende.

Den læresætning tager professor Richard Binzel fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) frem, når han skal forklare, hvorfor han har studeret, hvilken type asteroider der rammer Jorden.

Det er, forklarer professoren, afgørende at kende asteroiderne, som kan gøre skade på vores planet, hvis man en dag vil udvikle metoder til at forhindre dem i at slå ned.

Det har længe undret forskerne, at kun otte procent af de meteoritter, som er fundet på Jorden, er af samme type som de asteroider, der kredser tættest på Jorden. De kaldes Near Earth Asteroides, og to tredjedele af dem er af Low Iron-typen (LL).

Richard Binzel har fundet frem til, at de mindre klippestykker, som oftest falder ned på Jorden, stammer direkte ude fra asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter. Her er asteroiderne mere varierede end dem, der kredser tættere ved Jorden.

Ifølge MIT-professoren bliver asteroiderne skubbet hertil af Yarkovsky-effekten, som blev opdaget i det 19. århundrede, men er først for nylig blevet taget i betragtning i forbindelse med asteroidernes baner i solsystemet.

Effekten opstår, når en asteroide absorberer Solens varme på den ene side af en planet og stråler varmen væk igen senere, når den roterer. Det resulterer i en ubalance, som over millioner af år ændrer asteroidens bane.

Ifølge Richard Binzel er effekten så virkningsfuld på små legemer op til et par meters størrelse, at den får betydning for alle områder af asteroidebæltet, ikke blot dets indre kant. Effekten flytter disse klippestykker fra deres bane i asteroidebæltet og ind i en slags transportbane mod Jorden. For de større asteroider er effekten så lille, at den blot kan ændre deres bane i ubetydelig grad.

Resultaterne er offentliggjort i tidsskriftet Nature.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.