/transport

Hver femte af vejenes CO2-syndere skal lade bilen stå

Regeringen vil satse kæmpe beløb på at flytte op mod hver femte bilist over i togene. Hovedsatsningen bliver en plan om at bringe rejsetiden mellem de store byer ned på en time.

Af Mikkel Meister, fredag 05. sep 2008 kl. 09:55

Der skal spenderes milliarder af kroner på at flytte bilisterne over i togene, fremgår det af et udkast til regeringens trafikinvesteringsplan, som Morgenavisen Jyllands-Posten har set.

Regeringen forventer, at 35.000 bilister dagligt lægger bilnøglerne, når togene - efter planen - fremover sætter farten op til 200 kilometer i timen, så strækningerne mellem storbyerne København, Odense, Århus og Aalborg barberes ned til en time.

På længere sigt skal helt op til hver femte bilist flyttes over i togene.

Ifølge Jyllands-Posten ser regeringen flaskehalsene på skinnerne omkring København, på Vestfyn og i Østjylland som de vigtigste indsatsområder.

Det kræver sandsynligvis en investering i milliardklassen at lægge nye skinner på Vestfyn og i Østjylland, samt bygge en ny togbro over Vejle Fjord – alt sammen nødvendigt for at få rejsetiden ned på en time.

V: Hver femte bilist er realistisk
Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, mener, at målet om at få hver femte af vejenes CO2-syndere til at lade bilen blive i garagen, er inden for rækkevidde.

»Jernbanen står meget højt på vores dagsorden, og det er ikke umuligt at flytte mellem 10 og 20 pct. over i toget. Især pendlertrafikken kan tage mange flere rejsende,« siger han til Jyllands-Posten.

15 procent af danskerne benytter i dag kollektiv trafik. Det skal ifølge regeringens plan løftet til 22 procent.

Transportminister Carina Christensen (K) har endnu ikke selv ønsket at kommentere trafikinvesteringsplanen.

Trafikinvesteringsplanen er fortsat til forhandling i regeringens særlige investeringsudvalg, og ifølge Jyllands-Posten ventes den offentliggjort ved Folketingets åbning 7. oktober.



05. sep 2008 kl 10:36

Paul Christiansen

Hver femte af vejenes CO2-syndere skal lade bilen stå

"Hver femte af vejenes CO2-syndere skal lade bilen stå"

efterfulgt af.

"Regeringen vil satse kæmpe beløb på at flytte op mod hver femte bilist over i togene. Hovedsatsningen bliver en plan om at bringe rejsetiden mellem de store byer ned på en time. "

Fint at jernbanen skal opgraderes, men at sætte lighedstegn mellem billist og CO2 udslip er forkert.

Hvordan hænger det sammen at politikerne gerne vil de fossile biler til livs, samtidig med at de absolut ingen tiltag laver mht. infrastrukturen til elbilerne?

Er det signalværdien der igen sættes højere end realværdien?

Hvis politikernes hensigter er reelle ville de opgradere jernbanen, og samtidig sørge for en infrastruktur til elbilerne.


05. sep 2008 kl 11:49

Carl-Erik Ravn

35.000 bilister

.. er der nogen der ved hvor mange lastbilschaffører det svarer til?


05. sep 2008 kl 11:53

Søren Rasmussen

Re: Hver femte af vejenes CO2-syndere skal lade bilen stå

Hvis politikernes hensigter er reelle ville de opgradere jernbanen, og samtidig sørge for en infrastruktur til elbilerne.

Grunden til at jernbanen kommer først er måske at den bygger på velkendt teknik, mens ingen aner noget om infrastrukturen til elbiler (en stikkontakt tager selvfølgelig ikke lang tid at montere, men mon ikke der skal mere til?)


05. sep 2008 kl 12:35

Peter Hansen

God plan

Hvis planen betyder at vi får en tidssvarende (elektrificeret) togtrafik betyder det en stor nedsættelse lokalt af støj- og luftforurening i forhold til biler og dieseltog. Globalt set kan man jo så sige, at der pludseligt er frit valg af energikilde. Her kunne man jo så vælge én der var CO2 neutral.


05. sep 2008 kl 12:43

Jørgen Hansen

Re: God plan

Det er selvfølgelig 'de andre' der skal væk fra vejen...


05. sep 2008 kl 13:51

Bent Andersen

Nu venter jeg...

kun på et indlæg omkring RUF :-o


05. sep 2008 kl 14:22

Søren Kjærsgaard

Fanstatisk..

Så bliver der jo masser af plads til Connie's modulvogntog...
Da det samtidigt står klart for enhver, at det jo er bilisterne, der er de største CO2 syndere, er det næsten svært at få armene ned...

Men fair nok: en rejsetid KBH-Århus på én time, og den dermed følgende udbygning af jernbanenettet (forhåbentligt længere nordpå end blot Århus), vil være den største trafikpolitiske beslutning i Danmark, siden motorvejs-H'et.




05. sep 2008 kl 14:57

Ole Kofod

Re: Fanstatisk..

Først synes jeg vi skal rette en tak til Alex Landex og Otto Anker Nielsen, hvis plan om "6-by samarbejdet" http://www.dtu.dk/English/Serv...2710 tydeligvis har inspireret politikerne. Målet er én time mellem Kbh-Odense og Odense-Esbjerg, Odense-Århus og Århus-Ålborg. Så Kbh-Århus vil tage to timer, men det er dog stadig absolut et fremskridt i.f.t nu.
Som jeg læser JP er der desværre ikke yderligere at tilføje. Ikke et ord om gods(tog) og ikke et ord om en kontinental forbindelse over Sjælland, der ellers villle være en logisk konsekvens af den faste forbindelse over Østersøen. Og letbaner er åbenbart noget som kommer af sig selv, hvis jeg ellers forstår Kristian Pihl Lorenzen korrekt. Suk, det kunne gå hurtigere med lidt politisk vilje og lidt færre skåltaler.


05. sep 2008 kl 15:08

avatar

Troels Halken

Re: Re: Fanstatisk..

Hvis futtoget skal udbygges så det bliver attraktivt, så hjælper 5-10 minutter ikke rigtigt. Få nu bygget nogle (lige) baner til et intercity-TGV, og overlad så det gamle skrammel til gods og pendlertrafikken. Sverige-Kbh-Hamborg er jo et godt sted at starte, når nu Femern er vedtaget....

Vh Troels


05. sep 2008 kl 15:39

Mikael Hansen

Hvad med

Flyt hver 5. bilist over i en anden bil? Så slipper vi for investeringer i milliardklassen.

Start med at fjerne afgiftsfordelen ved gule nummerplader, og giv fordele til flertransport. Også ved brugerbetalinger, f.eks. ved kørsel over bro.


05. sep 2008 kl 16:49

Paul Christiansen

Re: Re: Hver femte af vejenes CO2-syndere skal lade bilen stå

Hvis politikernes hensigter er reelle ville de opgradere jernbanen, og samtidig sørge for en infrastruktur til elbilerne.

Grunden til at jernbanen kommer først er måske at den bygger på velkendt teknik, mens ingen aner noget om infrastrukturen til elbiler (en stikkontakt tager selvfølgelig ikke lang tid at montere, men mon ikke der skal mere til?)

Der findes flere "strømudtags standere" på markedet der aktiveres med en elektronisk nøgle, og bla. i London har man sat flere op, hvoraf nogen kan benyttes gratis.

Derudover kan man kontakte de forskellige elbil producenter og få en dialog med disse.

En rigtig god start vil være nogle simple 220V/13A udtag, hvorfra en elbil kan tanke ca. 20 km i timen....på en 8 timers nat/arbejdsdag bliver det 160km man kan nå at tanke...nok til at komme hjem igen for de fleste pendlere, eller nok til en dags transport for de fleste byboere der ikke har egen garage.

Eller hvad med en times shopping hvor der samtidig slat lades, 20km ekstra rækkevidde på vej hjem fra arbejde er måske lige det der mangler.

osv.

Simple strømudtag kan altid bruges som en begyndelse, og er nødvendige i begyndelsen.
Så kan man hen af vejen gøre det mere avanceret med lynlade stationer og batteri byttemaskiner efterhånden som der kommer standarder på området.


05. sep 2008 kl 16:55

avatar

Palle Jensen

Re: Nu venter jeg...

kun på et indlæg omkring RUF :-o

Hvis du lover at jeg ikke bliver verbalt overfaldet, så gerne ...


05. sep 2008 kl 19:51

Paul Christiansen

Re: Re: Nu venter jeg...

kun på et indlæg omkring RUF :-o

Hvis du lover at jeg ikke bliver verbalt overfaldet, så gerne ...

Et RUF indlæg er altid velkomment, og yderst relevant i denne sammenhæng.

Endnu mere påtrængende er det at få bevilget de håndører en RUF testbane koster.


05. sep 2008 kl 20:13

avatar

Palle Jensen

RUF som kollektiv trafik

At flytte 50% flere over i kollektiv trafik (15% til 22%) er meget svært.

Det kan imidlertid lade sig gøre hvis man etablerer en ny infrastruktur baseret på RUF som kollektiv trafik ovenpå den eksisterende. Det vil give rejsetider med maxi-ruf, som er kortere end med bil i Hovedstadsområdet og kun 1/6 af energiforbruget, som så iøvrigt ikke er beseret på olie. Disse tal kommer fra den simulator, der hedder: www.ruf.dk/rufkbh.exe

I RUF kollektiv trafik er der siddepladser til alle og det koster langt mindre end at lægge en ny S-bane.

Park and Ride fungerer dårligt sammen med tog af forskellige årsager:
1) Det er svært at finde plads til store parkeringspladser tæt ved stationen.
2) Det er ubehageligt at skulle gå langt fra den lune bil og hen til den kolde perron i al slags vejr.
3) Det er uvist om toget kommer til tiden
4) Man har et problem med at komme fra ankomst stationen til sin destination.

Bl.a. derfor fungerer parker og rejs ikke i dag

Med et dualmode system er det anderledes:
1) Parkeringspladsen kan ligge langt fra skinnen da maxi-ruf kan køre hen til skinnen med bilisterne.
2) Man kan vente i sin bil og skal kun gå to meter fra bilen til maxi-ruf hvor man er sikker på at få et sæde.
3) Maxi-ruf'en kører med det samme
4) Maxi-ruf kan fortsætte fra stationen inde i byen som elektrisk bus med ny chauffør eller som batteridrevet "sporvogn"

På denne måde vil en masse bilister lade bilen stå udenfor byen.


05. sep 2008 kl 20:42

Paul Christiansen

Dualmode

Palle har fat i noget med hans dualmode teknologi.

En teknologi der aldrig har været mere aktuel end nu, og en teknologi hvor 1 plus 1 = 3 når man kloner toget med en elbil.

Elbil delen får ladet sine batterier mens man benytter sig af togdelen, hvilket igen stiller mindre krav til batteriets størrelse.

Man kombinerer det bedste fra begge verdener i et og samme køretøj.

Jeg mener helt klart at vi bør have en testbane for dualmode teknologien, så vi kan få den afprøvet og videreudviklet.


18. sep 2008 kl 01:18

avatar

john Christiansen

RUF i større byer.

Nu har COVI fremlagt rapport om investeringer i kollektiv transport i København fra 2002-2007. Resultat: Ingen forøgelse i i passagertallet trods investering på ca 25 mia.
For ca. 50 % mere ( som min. beløbet til Femernbroen) kunne der etableres RUF- forbindelser i alle byer i Danmark over 20 000 indbyggere.
Med det dobbelte kunne der foruden etableres forbindelse fra KBH til Århus over Kattegat. Selvfølgelig med af/tilkørsler i alle byer på vejen.

Det er beskæmmende at politikerne er bremseklodsen for et innovativt projekt som RUF.
Blot en tilladelse til at gennenmføre et større anlæg, kunne annimere investorer i at give penge til en testbane som en start .


18. sep 2008 kl 22:39

john jørgensen

Bill Gates: kør videre som nu

Han putter lidt håndører i alge-teknologi, mål: 50-80$/barrel;
"raised more than $100 million. Not bad for a 1-year old company."
http://www.treehugger.com/file....php


21. sep 2008 kl 12:33

Jimmy Christiansen

Re: 35.000 bilister

Ja hvor mange mon?
Og hvad hvis der blev gjordt en seriøs indsats for at begrænse lasbiltransport, og få hovedparten af det over på jernbane?


21. sep 2008 kl 12:53

Bjarke Mønnike

Drøn nemt, Palle med flere

Vi skal alle køre i SMART lignende biler. Altså biler, som er præcis så korte, at de kan stå på tværs af en togvogn.

Så her modificerer jeg lige RUF systemet, til et system der er muligt og rationelt at gennemføre, fordi man kan anvende de allerede eksisterende jernbanespor til at transportere en masse små biler, hvor føreren af bilen, så kan slappe af, mens han bliver transporteret hen i nærhededen af hvor han skal. For så, at køre som bil det sidste stykke.

Men dette fremragende system jeg døber AMEK systemet(Allrøds mekaniske køretøjer) kan vi alle se hvor fremragende det er, idet det løser to problemer.

For det første viser det ,at det er unødvendigt at spekulere på at anskaffe et RUF system, da AMEK systemet kan implementeres i det nuværende.

Dernæst kunne det måske hænde ,at Palle Jensen begyndte at indse, at der ting der ikke vil blive gennemført.


21. sep 2008 kl 13:06

Sune Rendal

Re: Bill Gates: kør videre som nu

Sådan lidt off topic:
Kunne man forestille sig at man høstede "almindelige", dvs. ikke GM alger og lavede biofuel af dem? Så kunne man måske også komme noget af alt dette iltsvindel til livs, og dermed have en dobbelt effekt.


23. sep 2008 kl 04:28

avatar

john Christiansen

Re: Drøn nemt, Palle med flere

Ha ha. Skal det så være "letbane-biltog". Førerne skal da have proviant med hjemmefra for at komme helskindet frem. En tur fra Allerød via eks. Frederiksberg, til Kastrup vil nok være hurtigere i en kopi af Hammelvognen.
I en RUF vil det være muligt på ca. 35 min. Læs lige lidt om konceptet. Så kan vi diskutere på saglig vis.


28. okt 2008 kl 20:56

avatar

Per Holm

Re: Re: Fanstatisk..


... Alex Landex og Otto Anker Nielsen, hvis plan om "6-by samarbejdet" http://www.dtu.dk/English/Serv...2710 tydeligvis har inspireret politikerne. Målet er én time mellem Kbh-Odense og Odense-Esbjerg, Odense-Århus og Århus-Ålborg.

Efter et lynhurtigt overkig: Er det ikke bare MTS rapport nr. 4 fra 1978 om Timemodellen, der er blevet genudgivet med en pænere typografi en dengang?


28. okt 2008 kl 22:15

Ole Kofod

Re: Re: Re: Fanstatisk..

Efter et lynhurtigt overkig: Er det ikke bare MTS rapport nr. 4 fra 1978 om Timemodellen, der er blevet genudgivet med en pænere typografi en dengang?

Jeg ved ikke, hvad MTS står/stod for, men vil gerne have et link om muligt.
Hvis det er tilfældet er det blot endnu mere pinligt, at politikerne ikke har gjort noget.


30. okt 2008 kl 09:24

avatar

Per Holm

Re: Re: Re: Re: Fanstatisk..


Jeg ved ikke, hvad MTS står/stod for, men vil gerne have et link om muligt.
Hvis det er tilfældet er det blot endnu mere pinligt, at politikerne ikke har gjort noget.


Nu er det ikke alt her i verden som kan findes på internettet :-)

MTS står for DSB plan 2000 - Moderne Transport på Skinner.

MTS er afrapporteringen af det visioneringsarbejde som det tidligere DSB (ville i vore dage nok nærmest svare til DSB, BaneDanmark, Trafikstyrelsen, Arriva og Trafikministeriet mv. til sammen) gennemførte op til etableringen af den faste forbindelse over Storebælt.

MTS rapport 4 "Timemodellen" som udkom september 1987 er skrevet af Bastian Zibrandtsen, Peter Buchwald, Helge Erlandsen, Poul Frøsig, Erik Haldbæk, Carsten Jensen, Poul Jensen, Kurt Jespersen, Jes Møller, J. Andkjær Petersen og Henning Sørensen af hvilke nogle navne stadig må forekomme bekendte.

Tilsvarende udkom MTS rapport 5 "Genåbning af stationer og baner" februar 1988 og er skrevet af Jes Møller, Rosemarie Boeck, Ove Nygaard, Alfred Andersen, Mogens Hallander, Allan Rasmussen og Ivan Kirkeskov.

Jeg skrev om rapporterne i Ingeniøren efterhånden som de udkom.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.