Dikson i Nordøstpassagen – de sidste dage i august 2008: Vi har lige rejst os fra et sent aftensmåltid i vores lejlighed i Dikson. Vi har drukket lidt vodka – bare en enkelt flaske til os fire, har sludret lidt om løst og fast, men mest om den forestående sejlads mod nord og øst. Ingen tvivl om, at vi står overfor en af ekspeditionens vanskeligste strækninger, hvor is og vejr kan blive afgørende faktorer, og grænsen mellem succes og fiasko er lille.

Vi er fire solide mænd i en lille båd – i aldrene mellem 45 og 52. Altså tæt på plejehjemsstatus, men det vi gør, ligger dog lidt ud over det almindelige for et så bedaget selskab. Dog – så slemt er det heller ikke. Vi er om ikke toptrimmede, så i hvert fald, ifølge os selv, i vores bedste alder, hvor vi også hver især medbringer et depot i kredsen over bæltet. En tid uden mad klares uden større vanskeligheder...

Nu står vi overfor en enestående og spændende etape på vores ekspedition rundt om Ishavet i en åben båd – en POCA 600, specielt udrustet til ishavssejlads. Solidt forstærket som båden er med kevlar i yderskroget og bygget op med divinycell, kan den – eller hun som vi hellere kalder den - klare et istryk på mere end 800 kg/ cm2. Hun er med andre ord brølstærk, og klar til at binde an med selv de vanskeligste isforhold.

Hun hedder Olga, efter en gæv russisk kvinde fra Perm, der for år tilbage bød sig til som ekspeditionsdeltager. For brandfarligt med én kvinde og 3-4 mand samt 2000 liter benzin blev vi dengang enige om, og i stedet blev båden døbt efter fruen fra Perm. Hun er udrustet med 2 stk. 140 HK Suzuki motorer, og er således i stand til at slæbe den tunge last af benzin og spækfede mænd fra A til B.

De første der sejler rundt om Arktis
Ekspeditionen tog sin begyndelse i 1999, og 8 af de 10 somre, der er gået, har vi tilbragt i ishavet. Formålet med sejladsen er tosidigt. Dels er det målet, som de første nogen sinde, at sejle rundt om Ishavet i åben båd, dels er det målet via denne sejlads, at være med til at give et nutidsbillede af de forskellige folk, som bebor de arktiske kyster. De to mål hænger uløseligt sammen, da netop den måde, vi sejler på i en åben jolle med påhængsmotor, er den måde, de fleste arktiske folk færdes på i sommerperioden. Vi kommer til dem på en måde de kan forholde sig til, og netop derfor åbner de deres døre for os. Vi kommer tæt på dem, og får indblik i deres liv. Og finder nye venner.

Ekspeditionens deltagere er en broget forsamling, men hver især har en solid arktisk erfaring, der er uvurderlig for dette eventyr. Sidst tilkomne deltager er Sergei Epishkin fra Rusland. Sergei deltager som tolk og forbindelsesled mellem diverse russiske myndigheder og ekspeditionen i tæt samarbejde med Adventure Club i Moskva.

Sergei Epishkin har deltaget siden 2003, og således rejst med i hele ekspeditionens russiske del. Han var i 1990 med til at starte Adventure Club i Rusland, og han har i 1990’erne deltaget i fælles danske og russiske udgravninger efter Vitus Berings rester på Bering Island. Desuden har Sergei deltaget i en lang række ekspeditioner i primært Rusland.

Ole Jørgen Hammeken fra Grønland blev ekspeditionsdeltager i år 2000, da han tog så vel imod ekspeditionen, da den nåede frem til Uummannaq, at han blev tilbudt at sejle med til Canada. Han viste sit værd som ekspeditionsdeltager, og han udfyldte siden rollen som ekspeditionens kok og filmmand. Han arbejder ved verdens nordligste børnehjem i Uummannaq, hvor han bl.a. laver hundeslædeekspeditioner med børnene, men også er drivkraften bag andre ekspeditioner.

Frederik Solberg Lynge fra Grønland har været med siden ekspeditionens start i 1999. Allerede, da de første tanker om ekspeditionen blev luftet for ham, ønskede han at deltage, og han har siden 1996 deltaget i den første planlægning og beskrivelse af eventyret rundt om Ishavet. Senere kom han til at fungere som ekspeditionens næstkommanderende. Frederik er til daglig politibetjent i Nuuk, men han har efterhånden opereret som ordenshåndhæver i det meste af Grønland.

Anders Bilgram er idemand og initiativtager til ekspeditionen. Han fik ideen til sejladsen tilbage i 1995 på en øde ø i Nordvestpassagen, hvor han befandt sig som leder af Dansk Nordvestpassage Ekspedition. Han har som baggrund en lang række rejser i Arktis, bl.a. med båd i Scoresbysund i Østgrønland. Anders er uddannet ingeniør, men arbejder til daglig som leder af et opholdssted for utilpassede unge i Nordjylland. Han er medlem af Eventyrernes Klub.

Sejladsen fra start til nu
Ekspeditionen startede i 1999 ved Langelinie i København. Dengang lykkedes det at sejle fra Danmark til Island og undervejs møde de nordatlantiske folk i Norge, Shetlandsøerne, Færøerne og Island. Året efter fortsatte sejladsen til Grønland og videre til Canada, hvor vi kom tæt på inuit i Østgrønland, Syd- og Vestgrønland samt på Baffin Island i Canada.

I 2001 fortsatte sejladsen gennem Nordvestpassagen fra Baffin Island i øst til Bering Strædet i vest, og vi havde spændende møder med inuit langs hele det nordamerikanske fastland og skærgården. I 2002 sejlede vi ikke, men arbejdede i stedet på at få tilladelse til sejlads i russisk farvand. Det lykkedes at få kontakt med Adventure Club i Moskva og den russiske eventyrer og folkehelt Dmitry Shparo, som sikrede os samtlige tilladelser – samt en velkommen russisk deltager.

I 2003 krydsede vi Bering Strædet og ankom til Providenia i Chukotka, Rusland. Det lykkedes at sejle ca. 2.500 km mod øst, men dårlig russisk benzin ødelagde motorerne, og med motorhavari havnede vi i en storm i det Østsibiriske Ishav, hvor vi måtte gå i redningsflåden.

Vi blev samlet op af et russisk kulskib, der fik vores nødsignal, og året i 2004 forsøgte vi at fortsætte eventyret, men igen måtte vi se os slået af dårlig russisk benzin. Derpå blev båd og udstyr først sejlet, siden fløjet og sidst kørt på lastbil tilbage til Danmark. I 2005 sejlede vi ikke. I stedet blev motorerne repareret, og vi kunne så i 2006 fortsætte eventyret. Denne gang fra Danmark, idet vi havde besluttet at den sidste del af sejladsen skulle foregå i modsat retning af det hidtidige – dvs. nu fra vest mod øst.

I 2006 startede vi fra Danmark mod Norge med Ole Jørgen, Frederik og Anders samt nogle af vores børn ombord – dels Frederiks søn Malik på 24 år, og dels Anders’ børn Katrine på 15 år og Rasmus på 11 år. Sergei ville først stige på i Kirkenes i Nordnorge, og derfor blev der plads til de unge poder.

I Kirkenes blev de unge sendt hjem og Sergei steg på som aftalt. Sejladsen fortsatte til Murmansk og videre til Naryan-Mar. I 2007 fortsatte vi fra Naryan-Mar til Dikson. Vi var godt tilbage i russisk farvand, men tog os i agt for dårlig russisk benzin. Kloge af skade fik vi transporteret benzin helt nede fra det sydligste Rusland med flodskibe og senere lagt videre ud i depoter med helikopter.

I 2008 vil vi så forsøge at lukke hullet mellem vores fremfærd fra øst mod vest, hvor vi i 2003 nåede til et punkt i det Østsibiriske Ishav ud for Indigirka floden, og vores fremfærd fra vest mod øst, der i 2007 bragte os til Dikson. Imellem ligger 3.400 km særdeles vanskelig sejlads, og godt nok vil vi forsøge at færdiggøre i år, men det er et meget vanskeligt og utilgængeligt område, hvor vi her tæt på efteråret, kan få det svært. Men det skal prøves.

Dikson – sovjetisk storhed, der står for fald
Vi befinder os som sagt i Dikson – engang en centralt beliggende havneby ved Tajmyrhalvøen for sovjetisk skibstrafik, der skulle sejle langs den nordlige søvej. Her boede i byens velmagtsdage op imod 7.000 indbyggere, og der var en driftig havn og tilhørende by med velfungerende skoler, hospital, vejrstation mm. I dag ser Dikson sørgelig ud. Der er kun ca. 700 indbyggere tilbage, og store dele af byen ligger hen som ruiner. Løse hunde og rotter på gader og i ødelagte huse er almindeligt.

Alligevel har byen fortsat et vist format. Det kan umiddelbart være svært at fange, men når man kommer tæt på folk, finder man her som i så mange andre dele af Rusland en ukuelig optimisme, og accept af tingenes tilstand. Kvinderne i byen er velklædte, og de udstråler selvsikkerhed. Det samme gør borgmesteren Nikolaj Petrukhov, som er vores vært i byen. Han har format, og tror på Diksons fremtid, hvor svær den end kan være at se for den tilrejsende.

Han har visioner om turisme og er engageret i byens trivsel. Han slås med store problemer i det daglige – bare en lille ting, som at sikre varmt vand til byens borgere, kan her i Dikson volde store vanskeligheder. Mr. Petrukhov har sikret et godt vinterhi for vores båd, og nu har han videre sørget for, at vi kan bo gratis, og at vi i øvrigt får al den hjælp vi har brug for.

Men det er store vanskeligheder, som denne by og tilsvarende byer i russisk Arktis slås med. Husene falder sammen om ørene på folk, og set udefra vidner det hele om et imponerende sovjetisk byggesjusk, hvor gode håndværksmæssige traditioner har været – ja, en by i Rusland.

Dikson har over 90 år på bagen, og blev oprettet i 1915, da man etablerede en vejrstation på stedet. Men forinden var der en del russiske eventyrere og pelsjægere i området. Folk, som var med til at lægge grunden for den senere by. Om sommeren er der store mængder af velsmagende fisk og ditto rensdyr, som både dengang og i dag udgør et vigtigt supplement til befolkningens eksistens.

Med KGB-fly mod nord
I sidste uge ankom vi til dette forfaldne hjørne af Rusland, på vej mod en fortsættelse af vores eventyr rundt om Ishavet. Vi ankom med et specielt KGB-fly fra Moskva, idet Dmitry havde fået arrangeret transporten med KGB, der ellers normalt aldrig ville kunne bruges af rejsende – og i særdeleshed ikke af udlændinge. Vi mellemlandede i Vorkuta og fortsatte dagen efter til Dikson. På den sidste del var vi de eneste i flyet ud over besætningen - det var vores charter.

Vi har klargjort båd og udstyr, og i morgen skal vi til at tanke benzin. I alt vil vi medbringe ca. 1.700 liter benzin, som gerne så godt og vel skal bringe os til Asiens nordligste punkt Kap Tjelyuskin 900 km mod nordøst. I Tjelyuskin ligger der en lille militær forpost, og der er en vejrstation. Der skulle også gerne stå 2.000 liter benzin, som vi skal bruge på den videre færd mod Tiksi. Her har vi 1.400 km foran os, og vi må nok regne med, at det vi kommer til at løbe mod Tiksi på de sidste dråber benzin, vi kan medbringe – hvis ikke vi må drive et stykke med strømmen for at nå frem...

Fra Tiksi mangler vi fortsat 1.100 km til det sted, vi i 2003 måtte i redningsflåden. Da det er sent på sæsonen, kan det blive svært at komme så vidt, og det er umuligt for os at tage stilling til, før vi er nået frem til Tiksi.

At vi er så sent ude, skyldes ene og alene isforholdene, som i den her del af Arktis, til trods for global opvarmning, fortsat kan være vanskelige. Således er der fortsat indtil flere hundrede km, der er spærret af is ved østsiden af Tajmyrhalvøen. Det er ganske normalt, og vores første mål er at nå frem til isen, og så forhåbentligt finde åbninger – evt. ved fralandsvind, der kan bringe os forbi.

Vejret kan blive vores næste problem pga. det fremskredne tidspunkt på sæsonen, men selv i september, kan der være gode dage, og såfremt vejr, is og benzin fungerer, kan vi med det nuværende dagslys sejle op imod 1.000 km på et døgn. Dette ændrer sig dramatisk i negativ retning efterhånden som dagslyset selv så langt mod nord mindskes.