/energi

Elbiler bliver batterier for nyt japansk energihus

Højisoleret hus i Japan skal høste billig strøm fra vindmøller om natten og sende det ned i batterierne på to elbiler i garagen. Sammen med husets eget solkraftværk skal elbilerne levere strøm til beboerne.

Af Kent Krøyer, mandag 08. sep 2008 kl. 11:18

Et japansk forskningsprojekt, der kombinerer solenergi, overskydende vindenergi, elbiler og avanceret strømstyring har været i gang i over en måned.

Tokyo Institute of Technology er involveret sammen med flere private selskaber, herunder bilfabrikanten Mitsubishi.

Hensigten er at skabe en demonstrationsmodel for bil og bolig, der belaster miljøet væsentligt mindre end hos nutidens forbrugere.

Et højisoleret hus med to garager indgår i forsøget, og planen er, at elektriske Mitsubishi-biler som de to, der skal stå i garagen, kommer på markedet allerede i 2009.

Kombinationen går blandt andet ud på at udnytte den vindenergi, som produceres om natten, hvor elforbruget generelt er lavt. Prisen på natstrøm er derfor i bund, og dermed kan bilernes lithium-batterier oplades meget billigt om natten.

Det er både en fordel for forbrugerne og for den centrale energiforsyning, som har interesse i et mere jævnt strømforbrug, efterhånden som andelen af vindkraft vokser i energisektoren. Derfor er det japanske energiselskab GS Yuasa Power Supply med i projektet.

Lynhurtige ladestationer er også på vej
Når testhusets beboere er hjemme om dagen, står bilerne sædvanligvis også i garagen, og dermed kan nattens billige energi nu hentes fra bilbatterierne og bruges i husholdningen.

Foruden vindenergi skal huset forsynes med blanke paraboler, som koncentrerer sollyset på en varmeenhed, som driver en stirlingmotor. Motoren driver en generator, og dermed får huset også et energitilskud, når solen skinner. Dertil kommer strøm fra almindelige solceller.

Foruden strømstyringen, der hører til testhuset, skal der udvikles lynhurtige ladestationer til de elektriske biler. Ladestationerne er tiltænkt parkeringspladser ved supermarkeder og lignende.

Det overordnede strømstyringssystem udvikles af T. Tech's Integrated Research Institute under ledelse af professor Takao Kashiwagi.



11. sep 2008 kl 21:26

avatar

Holger Skjerning

Højt at flyve...!

Godt isolerede huse er godt, men ikke nyt.
Elbiler er fint, og opladning især om natten og i blæsevejr er særdeles fornuftigt...
MEN ... når det roses til skyerne, at elbilernes batterier kan benyttes til forsyning af boligen - og tilmed foreslået af nogle: kan sende energien tilbage til nettet, når det ikke blæser - det er dødens pølse.
Det er meget få, der kan leve med, at bilen tit ikke er opladet, når man (pludselig) får brug for den.
Og da batterikapaciteten (foreløbig) er det allerstørste problem, så er ideen dødfødt - eller for tidlig født.
Hurtige ladestationer ved butikscentre, rastepladser, o.lign. vil være et virkeligt fremskridt, men det kræver, at batterierne kan tåle det. P.t. bliver de for varme og mister levetid.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk