Robot-kirurg fjerner nyre med et enkelt snit
For første gang har en patient fået fjernet en syg nyre af en robot. Den var programmeret til at klare det med et enkelt snit.
Kirurgen Craig Roger fra Henry Ford Hospital i Detroit har programmeret en robot til at fjerne en syg nyre med kun et enkelt snit.
Jo mindre indgreb kirurgen kan foretage på patienten, jo hurtigere vil patienten komme sig efter operationen. Ifølge direktør på hospitalets urologiske afdeling Mani Menon er døren nu åbnet for brug af robotter i langt mere komplicerede operationer, der kan udføres med begrænset indgreb.
Fordelen ved robotanvendelse er desuden, at robotter arbejder meget præcist, at de ikke ryster på hånden, som en kirurg kan komme til.
Henry Ford Hospital anvender i forvejen robotter i forbindelse med prostataoperationer.
På Danmarks Tekniske Universitet forsker lektor Nils Axel Andersen i robotteknologi, og han ser de amerikanske resultater som et vigtigt skridt på vejen til at kunne tilbyde flere robotbaserede operationer.
»Der har længe været stor optimisme i brugen af robotter i forbindelse med kirurgi. Der bliver simpelthen brug for så mange operationer, at selv om man uddanner alle dem, der er kvalificerede, kan de ikke følge med udviklingen i væksten. Så robotter vil komme til at få en vigtig rolle,« siger han til ing.dk.
Nils Axel Andersen peger dog på, at der stadig er udfordringer for robotteknologien, før den gør kirurgerne arbejdsløse.
»Vi ved alle, at læger kan lave fejl, men hvis en robot laver en fejl, vil det betyde meget for tilliden til teknologien, så det kræver først og fremmest ekstrem stor pålidelighed, før robotter kan tages i anvendelse i større stil,« siger han.





