Knap har afdelingschef Michael Hansen fløjtet op til start, før omkring 60 mennesker ryger op af stolene og søger øjenkontakt med hinanden: »Dig kender jeg ikke. Skal vi snakke?«, »Hvem er det nu, du er?«. »Hvor sidder du henne?«

De indledende bemærkninger ryger gennem luften, bliver blandet med hinanden – og ender som en massiv mur af mumlen i lokalet på Egå Marina ved Århus, hvor Grontmij Carl Bros afdeling for Jord og Vandmiljø er samlet.

Nødt til at vide noget om hinanden
Afdelingen er i løbet af få år vokset fra 33 medarbejdere til næsten det dobbelte, og de sidder spredt på seks kontorer i hele landet. Mange kender derfor kun hinanden af navn – og det er ikke nok, hvis man skal udnytte hinandens kompetencer, mener projektleder Eva Zib, der er ansat i Glostrup-afdelingen. Hun kan godt se fidusen i at speeddate kollegerne.

»Vi har ofte komplekse opgaver, hvor vi har brug for at hente forskellige ressourcer ind, men så skal man jo vide noget om hinanden. Der er mange, jeg kender ansigtet på, men ikke lige ved noget om, så det regner jeg med at få noget ud af,« siger hun.

Afdelingschefen blæser i fløjten som tegn på, at der er gået tre minutter. Nu skal der skiftes partner, og man kan nå at snakke med op mod 15 kolleger i de tre kvarter, der er sat af til speeddaten.

Flere benytter sig af det laminerede ark med spørgsmål, der kan hjælpe konversationen lidt på vej, for eksempel: "Fortæl om en sjov arbejdsoplevelse, du har haft for nylig" eller "Fortæl om din største fiasko på et projekt".

To mænd ved vinduet er nået til privatlivet:

»Hvad så, har du nogen børn?«

»Ja, to små. Så der kan godt være travlt.«

»Ja, puha, det kan jeg godt huske. Men det er lang tid siden, mine er ved at flytte hjemmefra.«

En fyr er blevet siddende ved bordet med sit rundstykke og kaffekoppen inden for rækkevidde. Over for ham har en ung, lyshåret kvinde taget plads. Han ser næsten stresset ud over både at skulle speedsnakke og speedspise på én gang, men da han først får lært at multitaske, går snakken så godt, at han og samtalepartneren slet ikke hører, at fløjten lyder igen.

Også projektleder Tom Pallesen, der arbejder i Århus-afdelingen, er med på ideen om at lynkonversere kollegerne.

»Hvis man kender hinanden lidt, er man bedre til at huske på hinanden, når vi skal sætte et hold til et projekt. Og det er nemmere lige at gribe røret og ringe til hinanden,« forklarer han.

Personligt kendskab tæller
Knap halvdelen af tiden er gået, lokalet er ved at være varmet godt op, og snakken går stadig lystigt.

»Det fungerer fuldstændig, som jeg håbede på. Folk kaster sig bare ud i det og er meget villige til at lære hinanden at kende,« siger afdelingschef Michael Hansen, mens han kigger ud over flokken, hvor flere og flere efterhånden klarer sig uden hjælp fra det laminerede ark.

Det er vigtigt for ham og i sidste ende for bundlinjen, at medarbejderne udnytter hinandens kompetencer.

»Til daglig bruger vi al den moderne teknologi, vi kan. Med videomøder og netværk kan det sagtens lade sig gøre at løse en opgave, selv om projektgruppen består af en medarbejder fra Aalborg, én fra Glostrup og en tredje fra Kolding eller Århus. Men det er vigtigt for mig, at medarbejderne oplever sig som én afdeling, og der betyder det personlige kendskab meget, siger han og blæser i fløjten. Det er tid til at lære en ny at kende.