/elektronik

Køb udenlandsk bredbånd og undgå horrible roaming-priser

Store danske firmaer køber deres mobile dataforbindelser lokalt, når de rejser til udlandet. Det er nemlig langt billigere end at købe data­roaming gennem danske teleselskaber.

Af Anne Lykke, lørdag 30. aug 2008 kl. 10:00

Mange af de store danske ingeniørfirmaer undgår de skyhøje roamingpriser på mobile bredbåndsforbindelser i udlandet. I stedet for at roame finder firmaerne andre løsninger, når deres medarbejdere skal online i udlandet. Løsninger, der sender deres trafik langt uden om de danske teleselskaber.

Ifølge direktør Torben Rune fra telekonsulentfirmaet Netplan er mobilbranchen ved at gentage den fejlen med almindelige samtaler, som tidligere var så dyre, at kunderne ikke brugte dem særlig meget.

»Det er mobilbranchens egen undergang, fordi de vænner deres kunder til, at roaming er rasende dyrt,« siger han.

Torben Rune vurderer, at 75 procent af det salg af data-roaming, som teleselskaberne trods alt har, sker til privatkunder. De har nemlig ikke viden om de alternative muligheder, som virksomhederne benytter. Men også de mindre firmaer betaler prisen.

»Mindre firmaer er sidestillet med privatkunder, for de har ikke mulighed for at forhandle om gode aftaler,« siger Torben Rune.

Direktør for telekommunikationsindustrien Ib Tolstrup kan godt forstå, at firmaer indtil nu har valgt andre løsninger end at roame med deres aftaler hos de danske teleudbyderede. Alligevel mener han, at flere fremover vil vælge de danske udbydere, i takt med at mobilt bredbånd bliver billigere:

»Jeg tror gerne, man vil betale for at få sit trådløse bredbånd med sig, fordi man kender funktionerne, og fordi det er nemt,« siger han, men understreger samtidigt, at det forudsætter, at roamingpriserne falder markant.

Global dækning er afgørende
De metoder, som de større virksomheder benytter for at undgå data­roaming, varierer efter deres behov. Blandt mulighederne er at købe internet-adgang i hele verden, for eksempel via en amerikansk internetklient kaldet Ipass. En anden løsning er at købe adgang til mobilt bredbånd direkte hos en lokal udbyder.

Både FL Smidth og Cowi bruger Ipass, fordi det er det bedste tilbud på markedet i forhold til deres behov. Projektleder i FL Smidths it-operations Claus Bagge-Petersen har faktisk ikke undersøgt, hvad det vil koste med en dansk udbyder.

»Vi tror ikke, at der findes nogle andre gode aftaler, som er globalt dækkende. De cementfabrikker, vi bygger, ligger ofte i jungler og ørkener, så vi har valgt en løsning, der bedst kan betale sig for os,« siger han.

Ipass har opkoblingsmuligheder i mere end 80 lande og mulighederne inkluderer både dial-up, wi-fi og ethernet. Når brugeren tænder sin bærbare computer, viser Ipass-klienten, hvilke net der er tilgængelige.

De traditionelle opkoblingsløsninger er dog ofte meget langsommere end mobilt bredbånd, og derfor er nogle firmaer ved at gå over til det. Det gælder for eksempel Grontmij Carl Bro, hvor it-chef Arne Svejgaard synes, at tiden er løbet fra de gamle løsninger.

»Hastigheden er langtfra den, man får på mobilt bredbånd, og i takt med, at man har fået trådløst internet på hoteller og i lufthavne osv., er vores behov forandret,« siger han.

Medarbejdere hos Grontmij Carl Bro tager derfor et mobilt 3G-modem med på rejsen. Modemmet er låst, så det ikke kan benyttes til den dyre roa­ming. I stedet køber medarbejderne selv et Simkort i det land, hvor de befinder sig, og sætter det i deres medbragte 3G-modem. Dermed får de mobilt bredbånd til lokale takster, fortæller Arne Svejgaard.

Rambøll bruger også lokale tjenester:

»Vi opfordrer vores medarbejdere til at logge på fra de hoteller eller hos de firmaer, som de besøger,« siger Henrik Daugbjerg Petersen, chef for IT Drift & Support i Rambøll.

Ingen køber dansk roaming
It- og Telestyrelsen har konkluderet, at priserne på blandt andet data-roaming i udlandet er alt for høje. Og prisen for roaming med mobilt bredbånd var netop grunden til, at Grontmij Carl Bro fik låst medarbejdernes bredbåndsmodemmer for brug i udlandet.

»Som udgangspunkt fik vi spærret modemmerne, fordi det er rasende dyrt og uforudsigeligt. Det kunne koste op til mange tusind kroner på en dag, og det er jo ikke behageligt for nogen – hverken for os eller medarbejderen – at man uforberedt kommer hjem med regninger i tocifrede 1.000-kroners-størrelsen,« siger Arne Svejgaard.

Fakta: Datatrafik i udlandet uden om de danske teleselskaber

* For lidt over 300 kroner/måned (60 dollar) kan du hos firmaet Cygrids få et flatrateabonnemet på datatrafik i udlandet via iPass-klienten. Denne pris inkluderer wi-fi, ethernet og dial-up.

* For knap 600 kroner (80 euro) får du et Simkort med op til 1 GB mobilt bredbånd hos Vodafone i Spanien. Det svarer til cirka 0,6 kroner/MB.

* Roamingpriserne hos de fire største udbydere i Danmark varierer mellem 16-80 kr./MB for erhvervskunder, men store firmaer får typisk rabat. For privatkunder varierer priserne mellem 20 og 115 kroner/MB.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.