Opkøb giver Rambøll rekordomsætning
Den rådgivende ingeniørkoncern har løftet omsætningen med 27 procent i første halvår til 2,8 milliarder kroner, særligt på grund af købet af engelske højhuspecialister og høje oliepriser.
Læs også
Læs mere om
Engelske højhusspecialister, høje oliepriser og vækst på 12 , 22 og 28 procent på hjemmemarkederne Danmark, Norge og Finland har resulteret i en omsætningsrekord for de rådgivende ingeniører i Rambøll.
Halvårsregnskabet, der offentliggøres i dag, fredag, viser, at omsætningen i første halvår af 2008 ligger på 2,8 milliarder kroner. Det er 27 procent højere end på samme tidspunkt sidste år. Samtidig er indtjeningen vokset 24 procent fra 185,7 millioner kroner til 229,4 millioner kroner i år.
»Specialviden inden for højhusbyggerier er et af de steder, hvor man klart kan se en stor vækst,« forklarer koncernchef Flemming Bligaard Pedersen.
Sidste år købte Rambøll den engelske rådgivervirksomhed Whitbybird, der er specialist i højhusbyggeri og miljøcertificering af bygninger. Whitbybird havde 680 medarbejdere i lande, hvor Rambøll ikke var stærk: England, Skotland, Italien, Indien og særligt værdifuldt på de lukrative markeder i Abu Dhabi og Dubai.
»Whitbybird havde stor aktivitet i Mellemøsten, og hvis man kigger på, hvad der sker i Abu Dhabi, Qatar og Dubai, så bliver man blæst omkuld.
Prisen var ifølge den britiske avis Sunday Telegraph omkring en milliard kroner, og siden opkøbet er Whitbybird vokset med 25-30 procent, så der i dag er 890 medarbejdere, og halvårsomsætningen ligger på 262 millioner kroner – kun 45 millioner under det seneste offentliggjorte helårsregnskab fra Whitbybird fra 2005/2006.
Ekspansionen har dog kostet på profitmarginen, der med 5,8 er den laveste blandt Rambølls geografiske områder.
Eksplosiv vækst i trængt økonomi
Bedre går det på de nordiske hjemmemarkeder, hvor Rambøll trods lav arbejdsløshed og begyndede krisetegn i samfundsøkonomien i flere lande samtidigt har øget omsætningen og profitmarginen (Ebita).
I Danmark er halvårsomsætningen vokset med 12 procent til 701,5 millioner kroner, og profitmarginen løftet fra 5,9 til 6,8, mens omsætningen i Norge og Finland er eksploderet med henholdsvis 22 og 28 procent.
I Norge er profitmarginen vokset til 9,3, men i Finland, hvor omsætningsvæksten kommer fra et større opkøb og et joint venture, er profitmarginen faldet fra 11 til 8,8.
Ikke overraskende er halvårsomsætningen i olie- og gasforretningen vokset med 22 procent til 283,4 millioner kroner, samtidig med at profitmarginen er øget fra 12,7 til 13,3.
Men det er ikke kun de traditionelle ingeniørdyder, der har bidraget til festen. Management Consulting, der i første halvår af 2007 havde en profitmargin på 5,3, mens konkurrenterne snildt lå omkring 15, fordoblede i årets første måneder profitmarginen til 10,1 og øgede omsætningen med 17 procent til 190,6 millioner kroner.
»Management er præget af mange mindre opgaver, som man skal ud og vinde, udføre og følge op på. Det gør det svært at tjene penge. Derfor har vi forsøgt strategisk at flytte fokus til de større opgaver, og det har virket,« lyder koncernchefens forklaring.
Kæmpesats i dødt telemarked
Smilet på Flemming Bligaard Pedersens ansigt bliver afløst af en bekymret mine, når hans øjne falder på it og tele.
Profitmarginen hos Rambølls it-ingeniører er faldet fra 6,6 til 2,4, men det største slag har ramt teleområdet, hvor Rambøll sidste år storinvesterede med købet af den 650 mand store indiske telerådgiver Imisoft. Købet gjorde koncernen til verdens største uafhængige telerådgiver, men samtidigt sendte kreditkrisen telemarkedet ned i et sort hul.
»Teleselskaberne har virkelig investeret gennem de senere år, så de er meget følsomme over for prisen på penge. Uro på de finansielle markeder får televirksomhederne til straks at lukke projekter og vente med at sætte nye i gang. Så i en del lande er vi blevet ramt af en pludselig nedgang,« erkender koncernchefen.
Rambøll har næsten ikke tjent en krone på teleområdet, hvor profitmarginen nærmest er udslettet med et fald fra 5,2 til 0,7, selv om omsætningen er forblevet omkring 75 millioner kroner.
Alligevel tror Flemming Bligaard Pedersen stadig, at det var rigtigt at satse på teleområdet nu.
»Heldigvis har vi investeret i Indien, hvor markedet stadig boomer, så resultatet kommer til at se pænere ud. Vi kan ikke vinde det tabte, men vi kommer op på et pænere niveau end i første halvår. Og så skal man huske, at vi ikke gik ind på markedet, fordi det boomede, men fordi vi kunne se, at der var en langsigtet efterspørgsel på teleydelser, og det afgørende for os var udsigten til det fremtidige marked.«
15.000 medarbejdere er grænsen
På trods af udfordringerne med at integrere de mange nye indkøb og rette op på nødlidende forretningsområder, har Rambøll stadig appetit på og behov for nye indkøb, understreger Flemming Bligaard Pedersen.
»Vi har behov for nye kompetencer. Særligt inden for energi, miljø, affald, og infrastruktur. Vores strategi er, at vokse omkring ti procent om året. Hvis vi fortsætter, vil vi være omkring 15.000 ansatte i 2016. Og det er måske et meget godt svar på spørgsmålet, om der er en grænse for vores vækstambitioner,« konstaterer han.






