Automatisering og it i fokus på nyt universitetshospital
Det nye universitetshospital i Skejby satser på automatisering for at sikre rationel drift og understøtte høj kvalitet i patientbehandlingen.
Læs mere om
Automatisering er et af de nøgleområder, der har været i fokus fra starten i planlægningen af det kommende universitetshospital i Skejby. Og teknologi er fortsat i fokus under det næste års tids arbejde med at finpudse ni delprojekter til universitetshospitalet, understreger hospitalets projektdirektør Morten Weise Olesen.
Således vedrører fire af de ni delprojekter i den helhedsplan, som projektafdelingen for øjeblikket er ved at trimme, teknologiorienterede programmer: En teknisk designmaual, et medikoteknisk program, et it-program samt et program for udvikling og innovation.
»Det er i spændingsfeltet mellem disse projekter, at vi taler om automatisering på hospitalet. Det handler bl.a. om såkaldte AGV-transportrobotter i kældrene (Autonome Guided Vehicles), vareforsyning og distribution i hele hospitalsbyen, et rørpostsystem til blodprøver, medicin mm. og automatisk affaldssug i hele området samt medicinrobotter,« siger Morten Weise Olesen.
Teste ideer til delprojekter
»Vi har bedt om at få inspiration til de forskellige løsninger af logistisk karakter, og nu skal vi til at teste ideerne til delprojekter. Vi vil iscenesætte anvendelsen af ny teknologi og være innovative vedrørende automatisering, som både understøtter høj kvalitet i patientbehandlingen og sikrer en rationel drift.«
Det skal i den kommende proces afklares, hvad robotter kan på et hospital, hvad det koster, og hvad det vil kræve af organisationsudvikling.
Fokuseringen på automatisering afspejles i det vindende rådgivningsholds kompetencer og sammensætning: Arkitektfirmaet C. F. Møller, A/S, Cubo Arkitekter A/S, Avanti Architects Ltd (UK), Schønherr Landskab A/S, Tegnestuen Havestuen, Rambøll Gruppen A/S, Alectia, Søren Jensen Rådgiv. Ingeniørfirma, Nosyko AS (N), Lohfert & Lohfert AS og Capgemini Danmark A/S.
Hospitalsbyen får et samlet areal på 400.000 kvm., idet der skal opføres ca. 250.000 kvm. ny bebyggelse til projektet, der kommer til at strække sig over de næste 12-15 år.
Ud af et samlet anlægsbudget på over 8,5 mia. kr. ventes it-, automations- og medikoteknologi at udgøre ca. 1,7 mia. kr.





