Professor roser regeringen for at åbne over for roadpricing
Det er helt logisk, at regeringen seriøst vil overveje trængselsafgifter. Det kan spare store investeringer i nye veje, forklarer trafikprofessor.
Tema
Læs også
Læs mere om
Indtil tirsdag var regeringspartierne imod at indføre trængselsafgifter på vejene som roadpricing eller bompenge. Men samtidig med at finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et pressemøde præsenterede sit bud på næste års statsbudget, løftede han også sløret for, at trængselsafgifter for bilister kan blive et af elementerne i regeringens nye trafikinvesteringsplan, som bliver lagt frem midt i september.
Lars Løkke Rasmussen sidder for bordenden i det udvalg af ministre, som i løbet af de næste par måneder skal fremlægge regeringens bud på, hvilke jernbaner, veje og broer der skal bygges herhjemme i de kommende år.
Åbningen over for roadpricing finder trafikprofessor Otto Anker Nielsen, DTU Transport, glimrende:
»Designes trængselsafgifter hensigtsmæssigt, har de mange fordele. Først og fremmest medvirker de til en bedre afvikling af trafikken på den eksisterende infrastruktur. Hvis man med en øget afgift lægger en dæmper på trafikken, er der mindre brug for ny infrastruktur. Men desuden kan afgifterne bruges til at finansiere nødvendige udvidelser af infrastrukturen,« siger han.
Trængselsafgifterne kan også have miljøeffekter, men den væsentligste begrundelse fra regeringens side er fordelingsmæssig, formoder Otto Anker Nielsen:
»En øget beskatning af bilisme vil muliggøre en reduceret beskatning på arbejde - det er netop målet med skattekommissionen. Måske kan der også være regionalpolitik i det. For en rendyrket trængselsafgift vil primært ramme bilister i hovedstadsområdet, og hvis provenuet bliver brugt til at lette statsskatten, vil det medføre overførsel af ret betydelige beløb til provinsen,« forklarer professoren.
»Politisk er der stort pres fra københavnske politikere for at indføre en bompengering og bruge provenuet til infrastrukturinvesteringer. Der er jo kommet et udspil i fællesskab fra de fleste borgmestre i hovedstadsområdet, deraf en række borgerlige politikere. Det har måske også gjort indtryk på regeringen,« vurderer Otto Anker Nielsen.
Socialdemokraterne fremlagde forleden et udspil til at indføre roadpricing i Danmark.






