Log ind  |  Ny bruger  |  Glemt adgangskode
   
Forsiden  /  Nyheder  /  Transport  /  Distræte bilister skyld i halvdelen af alle dødsulykker
 

Hvad mener du?

 
Hvad skal navnet være på en laseragtig enhed, der udsender lyd i stedet for lys?





Deltag i debatten

Distræte bilister skyld i halvdelen af alle dødsulykker

En ny norsk undersøgelse viser, at uopmærksomhed på grund af mobiltelefoner, GPS og andet elektronisk udstyr ligger bag langt flere af de alvorlige trafikulykker end hidtil antaget.

Af Birgitte Marfelt,  tirsdag 26. aug 2008 kl. 07:28

Mobiltelefoner, navigations-anlæg og andet nyt udstyr i bilerne kræver opmærksomhed - og flere liv i trafikken. Det konkluderer en ny norsk undersøgelse af sammenhængen mellem distraktioner og dødsulykker.

Bag undersøgelsen står Statens Vegvesen, som har måttet konstatere, at antallet af dødsulykker i Norge er steget voldsomt. Det gør sig også gældende i Danmark, hvor 40 mennesker døde i juli i trafikulykker på de danske veje. Det er en stigning på 18 procent i forhold til i fjor.

I den norske undersøgelse af samtlige 162 norske dødsulykker i år var distraktionerne en markant faktor. Den bekræfter dermed tidligere danske analyseresultater.

»I halvdelen af dødsulykkerne mener vi, at bilistfejl i form af uopmærksomhed er den dominerende faktor, mens for høj fart er årsag til 40 procent af ulykkerne. I lige under 20 procent af dødsulykkerne var føreren beruset,« siger Finn Harald Amundsen fra Statens Vegvesen.

Højere andel end forventet
At distraktion er hovedsynderen i 50 procent af ulykkerne i Norge, overrasker psykolog Thomas Troglauer, der leder et forsøg på DTU Transport om netop sammenhængen mellem uopmærksomhed og alvorlige ulykker.

»Det er et meget højt tal i forhold til erfaringerne fra resten af verden, hvor resultaterne svinger mellem 15 og 30 procent,« siger han.

Men netop fordi der er så stor usikkerhed dels om omfanget, dels om hvorvidt det farligste er mentalt eller motorisk krævende aktiviteter, er Thomas Troglauer i færd med at færdiggøre et litteraturstudie for at komme det nærmere, inden han om formentlig et par måneder går i gang med at gennemføre eksperimenter i en kørselssimulator.

25 forsøgspersoner bliver placeret bag rattet i simulatoren og udsat for en række forvirrende mentale, visuelle og motoriske udfordringer. Formålet er at komme tættere på, hvilke aktiviteter og hændelser, der distraherer bilisten så meget, at det går ud over evnen til at køre bil.

GPS kan forvirre
Forsøget er aktualiseret af, at omfanget af distraktioner i disse år vokser voldsomt, efterhånden som bilerne bliver fyldt med elektronik,

»Man skelner imellem de elektroniske hjælpesystemer hjælper ved at oplyse om, hvorvidt man for eksempel er i færd med at overtræde hastighedsbestemmelser, eller om det er navigations-udstyr, som jo er lavet for at hjælpe og formentlig er sikrere end at læse papirkort, men som er udformet, så det giver forvirrende eller forkerte oplysninger,« forklarer Thomas Troglauer.

Der er eksempler på, at bilister på motorvejen får besked på at lave en u-vending. Og selv om de fleste godt kan se, at oplysningen må være forkert, så kan det i det øjeblik, hvor de skal forholde til oplysningen, være krævende.

Thomas Troglauer håber at være klar med analyseresultatet af forsøgene i begyndelsen af næste år.

RSS Kommentarer (4)

MOBILTELEFONI OG TRAFIKULYKKER!
Antallet af trafikulykker er markant og foruroligende stigende. Og der har været mange eneulykker, specielt med unge mennesker, der er forulykket på de mest mærkværdige måder.
Nu har norske trafik-undersøgelser vist, at ikke mindst brugen af mobiltelefon under kørsel i trafikken kan være, og er, årsag til mange trafik-ulykker.
At mobiltelefoni under kørsel er årsagen til mange ulykker er, mener jeg, absolut ikke overraskende.

GIVER FORSØG I KØRSELS-SIMULATOR NOK VIDEN?
At lave uopmærksomheds-forsøg med personer i en kørselssimulator vil kun afspejle lidt (måske kun ganske lidt?) af adfærden i virkelighedens trafik. I et simuleret trafik-forsøg er forsøgspersonernes hjerner forhåndsinformeret om, at der kan komme overraskelsesmomenter, og dette vil indvirke på forsøgsresultaterne.

MOBILTELEFONI ÅRSAG TIL ULYKKER
Både trafikforskere og politikere vil gerne have svar på spørgsmålet: Hvad er den grundlæggende årsag til det stigende antal af trafikulykker?
Ved benyttelse af udelukkelses-metoden og analyse af, hvilke ændringer der er sket hos trafikanterne i løbet af de seneste år, ja så peger alt på, at årsagen til det stigende antal trafikulykker skyldes ikke mindst mobiltelefonens indtog hos trafikanterne!
Det er mobiltelefoni eller forstyrrende opkald, der er den mest sandsynlige årsag til det stigende antal trafikulykker.
Forøget trafiktæthed og for stor hastighed formindsker naturligvis heller ikke antallet af trafikulykker.

ET SEKUNDS UOPMÆRKSOMHED NOK TIL UHELD
Hvis en bil kører 80 km pr. time, og bilisten bliver uopmærksom i sin kørsel i bare ét sekund, ja så kan bilen bevæge sig omkring 22 meter i en uheldig retning! En retning og afstand stor nok til at bilen kan havne i den modsatte vejbane, et træ, et hus eller inde i stuen af et hus!
Hvis en bil kører 130 km pr. time, da vil den i løbet af et sekund kunne køre en strækning på ca. 36 meter.

MOBILTELEFONITIS BØR UNDGÅS
Hvis antallet af trafik-ulykker skal falde, så skal almindelig brug af mobiltelefon under bilkørsel gøres ulovligt.
Og der skal laves færdsels-kampagner, der informerer om det farlige i brugen af mobiltelefon under kørsel i trafikken.
Hvis mobiltelefon-forbuddet ikke overholdes, skal der gives bøder og klip i kørekortet.

Hilsen fra
Louis Nielsen





Dejligt at se en undersøgelse, der ikke kun focuserer på bilernes hastighed som risikofaktor, som det normalt sker i danmark. I Norge er der skrappe hastighedsgrænser med masser af kameraer og voldsomme konsekvenser ved overtrædelser, alligevel stiger dødsulykkerne ser det ud til. Måske distraheres bilernes førere også af hele tiden at skulle kontrolere speedometret!!
I halvdelen af dødsulykkerne mener vi, at bilistfejl i form af uopmærksomhed er den dominerende faktor, mens for høj fart er årsag til 40 procent af ulykkerne.


Den type udtalelse er jeg snart ved at være træt af!! Hvis for høj fart skulle være årsag til ulykkerne, så må det være i tilfælde hvor man går ind i et hårnålesving med 180 km/h.
Men det er jo ikke det der sker.
Det rigtige udsagn må være at høj fart FORVÆRRER FØLGERNE af en ulykke, ikke at den FORÅRSAGER ulykken.

Bent.
Måske distraheres bilernes førere også af hele tiden at skulle kontrolere speedometret!!


Helt sikkert.....I Norge går man jo til yderligheder i mange sammenhæng, herunder anvendelse af stokken.

 
Rank 2009
Se Nyhedsmagasinet Ingeniørens årlige benchmark af danske ingeniørvirksomheders styrke.






Interaktivt kort med brancher og topliste »




Alle 800 virksomheder sorteret »