Distraktion er mulig årsag til flystyrt i Madrid
Den spanske havarikommission undersøger, om piloternes opmærksomhed blev forstyrret under den opmærksomhedskrævende startfase. Samtidig kritiserer spansk fagforening arbejdsmiljøet i det SAS-ejede Spanair.
Det undrer den spanske havarikommission, at flaps ikke var i take-off position, da Spanairs MD-82 i sidste uge forulykkede under take-off. En aktuel teori går på, at piloterne havde travlt med at tænke på noget andet - et alvorligt, teknisk eller arbejdsmæssigt problem.
(Foto: C. Barcenilla
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Den spanske havarikommission arbejder nu med flere teorier om, hvad der gik galt i Spanair flight JK 5022, som knustes under take-off i Madrids lufthavn i sidste uge.
Anonyme kilder siger til den amerikanske avis Wall Street Journal, at en af teorierne går på, at noget har distraheret piloterne, så de glemte at sørge for, at flyets flaps var skubbet ud i take-off position. Eller at de troede, flaps var på plads på grund af en fejlindikation i cockpittets instrumenter.
Farlig misforståelse
Et fly kan udmærket komme i luften uden brug af flaps, blot med en højere hastighed. Men flapsene øger opdriften og sænker dermed stallhastigheden, så flyet kommer hurtigere i luften ved en lavere fart. Derfor er det yderst farligt, hvis piloterne fejlagtigt tror, at flaps er i take-off position, og det ikke er tilfældet. Så vil de prøve at trække flyet i luften, før farten er høj nok.
En sådan situation er en mulig forklaring på, hvorfor flyet lettede og sank ned på jorden igen straks efter.
Den slags vil normalt blive opklaret, når flyets sorte bokse bliver analyseret. Men den ene sorte boks, Flight Data Recorder, som registrerer data fra flyinstrumenterne, er blevet stærkt beskadiget. Derfor er den nu sendt til analyse hos den engelske havarikommission, AAIB (Air Accident Investigation Branch).
Dårlige tanker forstyrrer koncentrationen
Ud over at et teknisk problem kan have distraheret piloterne, er der flere muligheder for, at arbejdsmæssige problemstillinger kan have gjort det.
Den spanske pilotfagforening Sepla har således i e-mails til Spanairs ledelse gjort klart, at de daglige arbejdsforhold er »en katastrofe, som bliver værre dag for dag,« skriver den britiske avis The Telegraph.
Fagforeningen har beklaget sig over det økonomisk nødlidende flyselskabs konstante mangel på ressourcer. Dels er der for få besætninger til at flyve flyene, dels er der for få mekanikere til at reparere dem. Derfor er der hele tiden flere fly, der står ubrugelige på jorden. Det gør det vanskeligt at overholde ruteplanerne.
Sepla giver udtryk for, at forholdene er blevet et »operationelt kaos«, som er til fare for flyvesikkerheden.
Spanair, som ejes af SAS, har i det seneste år givet et tab på en halv milliard kroner, som svider på SAS' ømme bundlinje. SAS har forgæves prøvet at sælge Spanair.
I stedet er der nu sat en sparerunde i gang, som angiveligt vil koste hver fjerde Spanair-ansatte deres job. Derfor varslede piloterne strejke, tilfældigvis på samme dag, som flight JK5022 forulykkede uforklarligt i en ildkugle for enden af startbanen i Madrid.
Moderselskabet SAS døjer også med problemer med det psykiske arbejdsmiljø på grund af en forestående fyringsrunde. En norsk rapport fastslår, at samarbejdsklimaet mellem yngre og ældre SAS-piloter i Norge er så betændt, at hver femte pilot er påvirket af mobning fra kollegerne.






