Klima-økonom efter Lomborg-konference: Han fordrejer min konklusion
En amerikansk klimaøkonom anklager Bjørn Lomborg for bevidst at manipulere de vurderinger om effekten af CO2-reduktioner, som han og hans kolleger fremlagde til Copenhagen Consensus-konferencen.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
»Jeg kan sige med sikkerhed, at Lomborg misrepræsenterer vores resultater, takket være en stærkt selektiv hukommelse.«.
Sådan lyder svadaen rettet mod Bjørn Lomborg, initiativtager til Copenhagen Consensus-konferencen og adjungeret professor tilknyttet Copenhagen Business School.
Bag ordene står klimaøkonomen Gary Yohe, professor ved Wesleyan University i Connecticut. Han er en af de ledende forskere bag FN's Klimapanel IPCC’s seneste rapport, og han deltog i en af arbejdsgrupperne under forårets Copenhagen Consensus-konferencen.
Det arbejde forløb tilsyneladende udmærket, men efterfølgende er Gary Yohe blevet mere og mere olm, når Bjørn Lomborg har refereret de prioriteringer, som han og kollegerne på konferencen blev enige om var de mest givtige i kampen mod klimaændringerne.
Lomborg: Først i år 2300 er ulemper større end fordelene
Et læserbrev fra Bjørn Lomborg trykt i avisen The Guardian blev for meget for Gary Yohe.
I læserbrevet giver Bjørn Lomborg sit respons til et andet læserbrev, der advokerer for vigtigheden af en indsats mod den globale opvarmning blandt ved højere reduceringer af drivhusgasserne, da vi reelt ikke har nogen chance for at omstille os til temperaturer, der kan være fire grader varmere end normalt.
Bjørn Lomborg mener, at læserbrevet er et udtryk for skræmmescenarier skabt udelukkende for at overbevise folk om CO2-reduktionsmål, der er unødvendige.
»Lige nu opvejer fordelene ved en globale opvarmning udgifterne (fordelene udgør omkring 0,25 procent af det globale bruttonationalprodukt, GDP). Den globale opvarmning vil fortsat være en netto-fordel indtil omkring 2070, når ødelæggelserne vil begynde at udligne fordelene, som når op på et tilsvarende beløb på 3,5 procent af GDP i 2300. Men det er simpelthen ikke enden for menneskeheden,« udleder Bjørn Lomborg.
Han konkluderer, at CO2-reduktioner bør droppes til fordel for langsigtet forskning og udvikling.
Lomborg ignorerer tab for ulandene
Netop de konklusioner tager han Gary Yohe og hans arbejde før og under Copenhagen Consensus-konferencen til indtægt for. Men det er vildledende, harcelerer Gary Yohe.
»Dette er en bevidst forvanskning af vores konklusioner. Vi fandt, at klimaændringerne vil resultere i visse fordele for ilande, men kun ved beskedne klimaforandringer (op til to graders global temperaturstigning - ikke de fire grader, Lomborg diskuterer i sit indlæg). Men ilande er relativt godt forberedt på at håndtere virkningerne af klimaforandringer - de ligger overvejende i køligere områder, og de har infrastrukturen til at begrænse alvorlig udtømning af ressourcer som ferskvand og dyrkbar jord. Det er præcis derfor, at vores analyse konkluderede - og Lomborg ignorerer - at klimaændringer vil forårsage øjeblikkelige tab for ulande og klodens mest sårbare millioner af mennesker, der allerede står over for udfordringer, som klimaforandringerne vil forstærke,« skriver Gary Yohe i Guardian ifølge Information.
Gary Yohes arbejde til konferencen i København tog udgangspunkt i et scenarium, hvor der bruges 50 milliarder dollars på forskning og udvikling de næste 5-10 år, men samtidig 750 milliarder dollars på at bremse klimaforandringerne og beskyttelse mod virkningerne. Den kombination er den bedste, erklærede Gary Yohe til konferencen.
»Kort sagt: Vi har aldrig talt for forskning i ny teknologi som en strategi, der kan stå alene i kampen mod klimaændringer, ligesom vi ikke har accepteret Lomborgs affærdigende attitude over for den trussel, som klimaforandringerne udgør,« skriver den amerikanske klimaøkonom i The Guardian ifølge Information.
Andre deltagere er også vrede
Gary Yohe er ikke den eneste deltager fra årets rangordnings-eksperiment, der er utilfreds. Tilbage i maj berettede Ingeniøren om professor i økonomi ved University of Bath, Anil Markandya, som gruede for, at kortsigtede og konkrete investeringer ville blive topscorerne, simpelthen fordi deres budskab er lettere at sælge og effekten mere synlig. Det ville betyde, at eksempelvis tiltag med usikre afkast og svært målbare forhold mod klimaændringerne atter ville havne nederst på prioriteringslisten. Sådan blev det også under Copenhagen Consensus 2008.
»På den måde er hele øvelsen i sin form i dag jo fejlbehæftet. Listen angiver dermed kun, hvad enkelte regeringer kan, hvis de smider penge efter nogle projekter. Den forsømmer ting såsom klimaændringerne, hvor man også skal tage usikkerheder og den private sektor i betragtning,« opsummerede Anil Markandya.
