Energislugende fedtceller - den nye kur mod overvægt?
Indsprøjtninger med et særligt protein kan øge dannelsen af brune fedtceller, der sætter forbrændingen i vejret. Dansk forsker kalder opdagelsen et »kolossalt gennembrud«, der vender op og ned på hans egen forskning.
Læs også
Læs mere om
Brune fedtceller, der især findes hos nyfødte, kan være fremtidens våben i kampen mod fedmeepidemien, viser forskning fra to uafhængige forskerhold fra Harvard Universitet.
I flere år har forskere forsøgt at knække koden til, hvordan man danner cellerne, der stik modsat de hvide af slagsen forbrænder energi i stedet for at opbygge fedtdepoter. Det er nu lykkedes for Yu-Hua Tseng fra Joslin-diabetescenteret ved Harvard.
Ved at sprøjte såkaldte BMP7-proteiner ind i blodet hos mus, har hun øget dannelsen af brune fedtceller, hvilket gjorde musene slankere end dem, der ikke fik proteinindsprøjtningerne, skriver tidsskriftet Nature.
»Hendes resultater er helt uhyggeligt spændende, og hendes metoder ser meget potente ud. Der er naturligvis risiko for bivirkninger, hvorfor der skal langt flere dyreforsøg til, før man kan afgøre, om det har relevans for overvægtige mennesker,« siger Jacob Bo Højberg Hansen, adjunkt, ph.d., ved Biomedicinsk Institut, Københavns Universitet.
Dansk forsker: Totalt overraskende
Han taler om et »kolossalt gennembrud«, og efter han selv har studeret dannelsen af henholdsvis hvide og brune fedtceller i mere end fem år må han anlægge en helt ny vinkel på sin egen forskning.
Især fordi Bruce Spiegelman fra Dana-Farber kræftinstituttet ved Harvard har påvist, at brune og hvide fedtceller ikke dannes af samme stamcelle, som man hidtil har troet. De brune dannes derimod af samme stamceller som skeletmuskelceller.
»Det er totalt overraskende og har stor betydning for min forskning. Nu må jeg holde mig for øje, at det, jeg sammenligner, i virkeligheden har to vidt forskellige differentieringsforløb, som ikke er så sammenlignelige, som jeg troede indtil i går,« siger Jacob Bo Højberg Hansen.
Masser af åbne spørgsmål
Der er dog stadig en række åbne spørgsmål. Når forsøgsdyr udsættes for kuldepåvirkning, omdannes deres hvide fedtdepoter til brune. Så der kan være tale om to forskellige typer brune fedtceller. En der dannes af skeletmuskelceller og en der dannes af hvide fedtceller, mener Jacob Bo Højberg Hansen.
Yu-Hua Tseng understreger over for Scientific American, at hendes mål er at udvikle en kur for mennesker, der er genetisk disponeret for overvægt. Den almindelige befolkning bør fortsat spise sundt og motionere, siger hun.






