/rumfart

Iran vil sende mennesker i rummet om ti år

Ifølge lederen af Irans rumfartsorganisation vil landet være områdets førende rumnation i 2021. Målet er bemandede opsendelser inden for ti år. Desuden er flere satellitter er på tegnebrættet.

Af Thomas A. E. Andersen, søndag 24. aug 2008 kl. 16:00

Blot få dage efter de hævdede at have opsendt en dummy-satellit afslører iranerne planer om bemandede opsendelser om ti år.

Lederen af Irans rumfartsorganisation, Reza Taghipour, meddelte forleden, at landet stiler efter at sende egne astronauter ud i rummet. Foreløbig er horisonten ti år, men inden for de kommende 6 til 12 måneder vil Iran fastsætte en mere præcis dato for dette mål.

Reza Taghipour tilføjede, at Iran med det rumprogram, som man har på tegnebrættet, vil være områdets førende rumnation i 2021.

Han har tidligere oplyst, at Iran er i gang med at bygge flere satellitter til opsendelse. En af dem, kaldet Besharat - det betyder gode nyheder - skal sende tv, mens andre bygges af forskellige universiteter og skal opsendes i 2010.

Raket ude af kontrol
Ved opsendelsen sidste søndag hævdede Iran at have sendt en dummy-satellit ud i rummet. Det er dog senere blevet afvist af amerikanske efterretningskilder, som oplyser, at den iranske opsendelse var alt andet end vellykket. De amerikanske data viste, at Safir-rakettens andet trins bevægelser var vilde, og at styringen var helt ude af kontrol.

Rumfartseksperten Charles Vick fra forskningsenheden Globalsecurity.org påpeger dog, at det ser ud til, at Iran fik antændt rakettens andet trin og dermed indsamlet vigtige data til den videre udvikling af Safir-raketten.

Præsident Mahmoud Ahmadinejad har givet Irans videnskabelige og teknologiske udvikling høj prioritet. Både raketten, der blev opsendt i søndags, opsendelsescenteret og satellitten er helt og holdent er bygget i Iran og af iranske videnskabsfolk og teknikere, fortalte han pressen i sidste uge i Tyrkiet.

Markant teknologisk udvikling
Opsendelsescenteret ligger et ukendt sted i ørkenen og blev indviet med en opsendelse i februar i år. Her vakte Iran første gang bekymring, da talsmænd hævdede, at en satellit var blevet sendt ud i rummet. Det viste sig dog senere, at opsendelsen var slået fejl.

Selv om Iran har to fejlslagne opsendelser bag sig, er det udtryk for en markant teknologisk udvikling i landet. Iran har gennem flere år udviklet sit rumprogram, men dets præcise omfang er usikkert.



25. aug 2008 kl 07:04

Thomas Green

Moderne form for selvmordsbombe?

Når man tænker på hvordan de tidligere affyringe er gået, så er den spøgfuldhed nærliggende.


25. aug 2008 kl 07:55

Jesper Vauvert

Re: Moderne form for selvmordsbombe?

Måske er meldingen netop beregnet på at aflede opmærksomheden omkring de tidligere ikke så fremragende affyringer ved at skue frem? Iøvrigt er der jo ikke nogen speciel grund til at de ikke skulle kunne gøre det - det er et spørgsmål om at have tilstrækkelig med penge og resourcer at pumpe ind i programmet. Om 10 år er realistisk er ikke klart, men derimod er det ret klart at den største gevinst for Iran ved bemandet rumfart vil være al den spin-off der kommer fra teknologiudviklingen - ikke selve det at have en mand rummet.

- Jesper


27. aug 2008 kl 22:17

Henrik Rathje

kandidater

Trist at være systemkritiker i Iran om 10 år.. haps!! vi har en "frivillig"!!


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.