Spørg Scientariet: Bør vi spise træ for at få flere kostfibre?
Stine Sidenius spørger:
»Når nu kostfibre er så sunde, og de i mange tilfælde består af cellulose, hvilket træer og andre planter jo også er opbygget af, burde det så ikke være sundt at spise træ?«
Sisse Fagt, kostvaneforsker på DTU's Fødevareinstitut, svarer:
»Kostfibre eller polysaccharider består af ufordøjelige stoffer som pektin, xalin og cellulose, som er mættende, fordi de består af ufordøjelige kulhydrater, og der på den måde levnes mindre plads til fedtrige madvarer. Men kostfibre kan også aktivt forebygge og afhjælpe forstoppelse, fordi de omsættes til organiske syrer i tyktarmen.
Kostfibrene kan opdeles i vanduopløselige og vandopløselige: De vanduopløselige kostfibre (cellulose, hemicellulose, lignin) stimulerer fordøjelsen og forebygger forstoppelse og diarré. Fuldkornsprodukter er den bedste kilde til vanduopløselige kostfibre.
De vandopløselige kostfibre (pektin og nogle hemicelluloser) er særlig vigtige for fordøjelsen: En del vandopløselige fibre danner geler i tarmen og medvirker til at fordele næringsstofferne i tarmkanalen. De sænker også hastigheden for optagelsen af visse næringsstoffer, hvilket kan være en fordel for f.eks. diabetikere, da en langsom optagelse af glukose får blodsukkeret til at stige på en besparende måde.
Hvis man spiste cellulose, ville man således primært få de uopløselige fibre, som stimulerer fordøjelsen, og man ville ikke få de opløselige, som påvirker blodsukker mv.
Desuden tror jeg, at meget træ indeholder bitterstoffer eller andre grimt smagende stoffer, som gør, at det ikke er så attraktivt at gnaske på træ. På det seneste er man desuden begyndt at fokusere på, at der er andre stoffer end kostfiber i kornprodukterne, som er gavnlige for helbredet.«
Ingeniørens Scientarium består af et stort antal af landets førende forskere.





