Endelig kan vi vælte os i billige, kinesiske elsparepærer
De europæiske forbrugere kan fra oktober købe billige elsparepærer fra Kina, fordi EU fjerner en omstridt straftold. EU handlede først, da tysk pæreproducent opgav at kæmpe for en forlængelse.
Klimaet kan blive den store vinder, når nye, billige kinesiske produkter formentlig begynder at oversvømme det europæiske marked efter den 18. oktober.
Denne gang er det nemlig elsparepærer, der får adgang til Europa, efter at EU har fjernet den straftold, der skulle beskytte europæiske producenter.
I dag er kun hver femte pærer i Europa en elsparepærer, men hvis samtlige pærer i Europa bliver skiftet ud, vil klimaet blive sparet for 23 millioner tons CO2.
Straftolden har været indført, fordi kineserne dumper priserne på elsparerpærer, altså sælger dem billigere, end de bliver fremstillet. Det har blandt andet fået den tyske pæreproducent Osram til at kæmpe for straftolden på op til 66 procent ved import af elsparepærer fra Kina, men nu har tyskerne opgivet at kæmpe for en forlængelse.
Kort efter Osrams beslutning valgte EU at genindføre frihandel for de kinesiske produkter, fremgår det af en pressemeddelelse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Erhvervsminister jubler over afsked med straftold
Danmark har i flere år kæmpet for at få afskaffet straftolden og derfor er økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen også glad for den europæiske beslutning.
»Det er først og fremmest en sejr for miljøet. Samtidig gavner frihandel også den enkelte forbruger, der nu kan købe energisparepærer uden at skulle betale en urimelig straftold,« siger han i en pressemeddelelse.
Kina eksporterede omkring 500 millioner elsparepærer til USA sidste år og omkring 220 millioner til EU, hvor der bor næsten dobbelt så mange mennesker som i USA.






