Tunnelgruppe frygter for Marmorkirkens fundament
Foreningen Københavnertunnel er bange for, at byggeriet af Metrocityringen vil sænke grundvandet så meget, at træpæle under Københavns gamle bygninger vil rådne. Kommunen afviser.
Grundvandets niveau omkring Marmorkirken skal holdes på et acceptabelt niveau ved at pumpe grundvand tilbage i boringen omkring kirken. (Illustration: VVM-redegørelse fra Københavns Kommune)
Læs også
-
800 kubikmeter grundvand i timen vil fosse ud af metrotunneler
Læs mere om
Dokumentation
Flere af Københavns gamle bygninger hviler i dag på træpæle, som står plantet i grundvandet, der beskytter pælene mod luftens ilt og forhindrer råd og svamp. Men når gravemaskiner begynder at perforere undergrunden for at gøre plads til Metrocityringen, risikerer grundvandet at synke til et så lavt niveau, at træpælene begynder at smuldre.
Det frygter foreningen Københavnertunnel, der består af repræsentanter fra Dansk Metal, LO, Dansk Byggeri og Amager Erhvervsråd. Foreningen arbejder for, at der bliver bygget en tunnel under Københavns Havn til den gennemkørende biltrafik.
En nærlæsning af VVM-redegørelsen om det næste store metrobyggeri i København har sat gang i bekymringen hos foreningen, fordi både tegninger og tekst indikerer, at der kan ske en sænkning af grundvandet i området omkring Frederiks Kirke (Marmorkirken).
»Afværgeforanstaltningerne er effektive og vil begrænse grundvandssænkningen betydeligt,« står der blandt andet i rapporten, og det tager foreningen som et tegn på, at der vil finde en vis sænkning af grundvandsspejlet sted, når boremaskinerne gnaver sig gennem undergrunden.
Projektleder Lene Hartmann Wagner fra Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune kan heller ikke garantere, at der ikke sker en grundvandssænkning. Ifølge hende vil sænkningen ikke være større end de naturlige variationer, der opstår, når grundvandet stiger og falder gennem et år. Det betegner hun som et acceptabelt niveau.
»Jeg kan godt forstå bekymringen, men der vil ikke ske en grundvandssænkning, som er til fare for bygningernes fundament. Som udgangspunkt vil Københavns Kommune ikke acceptere grundvandssænkninger overhovedet, og det er også udgangspunktet, når Metrocityringen bliver bygget,« siger hun.
Alligevel har foreningen Københavnertunnelen skrevet en indsigelse til VVM-redegørelsen for at få sikkerhed for, at der ikke sker revner eller sætninger på de gamle bygninger.
Jorden skal pumpes med vand for at holde træpæle våde
Udfordringerne med at undgå grundvandssænkning fylder meget i kommunens arbejde, og VVM-redegørelsen beskriver en række afværgeforanstaltninger, som skal holde byggepladserne tørre og træpælene våde.
Især omkring Marmorkirken, Christiansborg og Kongens Nytorv er det nødvendigt at tage skrappe metoder i brug. Eksempelvis skal stationen ved Marmorkirken graves ud med den særlige NATM-metode (New Austrian Tunnelling Method), hvor hydraulisk udstyr eller en fræsemaskine, også kaldet en roadheader, fjerner jorden.
Arbejderne vil i etaper sikre udgravningen under jorden med stålbuer, armering, jordankre og sprøjtebeton, og for at holde grundvandet væk fra udgravningen skal den beskyttes med tætte vægge, mens indtrængende vand bliver pumpet væk.
Ved Marmorkirken skal vandet pumpes tilbage i undergrunden i særlige infiltrationsboringer, og cementbaserede materialer skal fyldes ned bestemte steder omkring udgravningen for at holde vandet ude.
I sidste ende kan det blive nødvendigt at arbejde under tryk eller fryse dele af området ned, men frysning ligger ikke højt på kommunens ønskeliste, fordi metoden er enormt energikrævende.
VVM-redegørelsen indeholder kun anbefalinger til, hvordan en fremtidig entreprenør kan gribe opgaven an, og Lene Hartmann Wagner oplyser, at det er op til entreprenør og bygherre at komme med konkrete ansøgninger til, hvordan grundvandstanden sikres.
Hvis entreprenøren kan dokumentere, at de har helt nye måder, at sikre grundvandstanden på, så er Lene Hartmann Wagner åben over for at finde på andre løsninger.






