USA: Iransk raket var helt ude af kontrol
Kilder i det amerikanske forsvarsministerium sætter store spørgsmålstegn ved, at iranerne har ret i, at de har sendt en dummysatellit i kredsløb. Ifølge amerikanerne var rakettens bevægelser helt vilde, og opsendelsen slog fejl.
Læs også
Læs mere om
Iran har forsøgt at binde landets egne borgere og resten af verden endnu en historie om sine raketter på ærmet.
Det mener kilder i det amerikanske forsvarsministerium, efter at iranerne ellers søndag hævdede, at landet havde sendt en dummy-satellit i kredsløb med den egenudviklede raket Safir.
Det er almindeligt kendt, at USA via sine spionsatellitter kan følge alle missil og raketopsendelser på jordens overflade. Kilder i forsvarsministeriet oplyser endvidere, at den iranske opsendelse blev fulgt fra destroyeren USS Russell i Den Persiske Bugt.
Ifølge amerikanerne var den iranske opsendelse alt andet end vellykket. Anonyme kilder oplyser til CNN, at de amerikanske data viser, at Safir-rakettens andet trins bevægelser var vilde, og at styringen var helt ude af kontrol.
Iran har gennem flere år udviklet sit rumprogram, men dets præcise omfang er usikkert. I februar indviede landet et nyt rumcenter med en opsendelse. Her skabte Iran første gang bekymring, da talsmænd hævdede at have sendt en satellit ud i rummet, men det viste sig senere, at opsendelsen var slået fejl.
I sidste måned blev iranerne også fanget i en raket-løgn, da en general oplyste at have foretaget vellykket test af forskellige missiler. Det viste sig imidlertid, at der var manipuleret med billederne fra prøveaffyringen.
USA mener, at Iran med opsendelsen både har til formål at udvikle en rumraket og et ballistisk missil, som kan true andre lande i regionen.
Lederen af Irans rumfartsorganisation, Reza Taghipour, oplyste mandag efter den påståede vellykkede opsendelse, at iranerne gerne ville hjælpe ligesindede muslimske stater til at opsende satellitter. Han understregede, at Iran er i gang med at bygge flere satellitter til opsendelse. En af dem skal sende tv, mens andre bygges af forskellige universiteter.
Ifølge de iranske medier kan Safir-raketten opsende »lette« satellitter til en lav bane med en højde på mellem 250 og 500 kilometer over Jorden.






