Træt af at blive flået i roaming? Læg en elektronisk film oven i SIM-kortet
Med en elektronisk film på SIM-kortet kan mobilen benyttes på flere mobilselskabers netværk. Filmen åbner også for at udnytte mobiltelefoner til betalingsmiddel, døråbner eller elektronisk billet i den kollektive trafik.
Et taiwansk firma hjælper mobilkunder med at løsne de stramme bånd til deres mobilselskab, som blandt andet giver enormt høje regninger for roaming, når telefonen benyttes i udlandet.
Ved hjælp af en elektronisk plastikfilm, der lægges oven på SIM-kortet, kan brugerne få adgang til hjemlandets mobilselskab og en lokal operatør.
Mobiloperatøren Vibo Telecom i Taiwan har allerede taget teknologien til sig, og senest har teleselskabet Starhub i Singapore meddelt, at det vil sælge SIM-filmen, der kan give besøgende i bystaten mobilsnak til lokaltakst.
Ifølge Taisys er teknologien uafhængig af mobiltelefonen, og omskiftningen mellem den lokale udbyder og den oprindelige operatør sker i menuen for det lokale mobilselskab.
Rejsekort på mobilen?
Men mulighederne stopper ikke her. Teknisk rådgiver i telerådgivningsfirmaet Uniplan Stig Nielsen peger på, at filmteknologien åbner for mange andre anvendelsesområder end blot billig lokaltelefoni.
»Det interessante er i virkeligheden de perspektiver, som denne overlay SIM-chipteknologi åbner for. Den giver mulighed for at have adgang til en anden operatørs services parallelt med ens primære SIM-kort-operatør uden at skulle skifte manuelt mellem telefoner eller SIM-kort i telefonen,« siger han til ing.dk.
Den anden operatør behøver ikke være et mobilselskab, men kan en bank eller et kreditkortfirma, eller det kan være anvendes som betalingsmiddel i et offentligt transportsystem.
»Der er masser af muligheder, og mange, som vi slet ikke kan forestille os i øjeblikket,« siger Stig Nielsen.
Han oplyser, at der tidligere har været forsøg på at hæve operatørafhængigheden, men at Taisys’ løsning er den første, der ser ud til at have et potentiale for også at blive til noget i virkeligheden.
Brugervenlighed afgørende
Stig Nielsen understreger dog, at der vil være tale om en adoptionsperiode i markedet, og så bliver det helt afgørende, at brugerne kan håndtere både isætningen af SIM-kortet og skifte mellem mobilens forskellige services på en sikker måde.
»Som det er med den slags løsninger, så er det i høj grad et spørgsmål om sikkerhed og brugervenlighed. Det er nok de færreste, der vil have blandet deres bankkonti ind i deres telefonabonnement,« siger han.
Som han har læst specifikationerne, vil det være muligt for operatøren at opdatere SIM-filmen, så nye tjenester kan tilføjes hen ad vejen.
Det har ikke været muligt at fravriste oplysninger fra de største danske mobilselskaber, om de vil tage den nye teknologi i anvendelse.






