/energi

Forbruget af olie tager det største dyk i 25 år

Olieforbruget i den vestlige verden er ikke faldet så meget som nu siden revolutionen i Iran, viser ny opgørelse. Særligt de amerikanske bilister holder igen.

Af Kent Krøyer, fredag 15. aug 2008 kl. 15:54

Den vestlige verden spænder livremmen ind og bruger nu mindre olie end for et år siden. Faldet er på 620.000 tønder råolie i gennemsnit hver dag siden nytår, svarende til 1,3 procents opbremsning i forhold til samme periode sidste år, konstaterer det Internationale Energi Agentur i en ny opgørelse.

Det er den største nedgang i den vestlige olieefterspørgsel siden 1983, hvor konsekvenserne af den iranske revolution i 1979 slog igennem, skriver den britiske avis The Times.

Årsagen er de høje oliepriser, som toppede 11. juli i år med 147 dollars per tønde råolie. Prisen er nu faldet til cirka 115 dollars, hovedsageligt på grund af den faldende efterspørgsel.

Prisstigningen har især fået amerikanske bilister til at lade bilerne blive i garagen. Amerikanerne har i de forløbne uge kørt 4,7 procent mindre på vejene end samme uge sidste år. Det svarer til 19,6 milliarder kilometer mindre.

Den vestlige efterspørgsel efter råolie opvejes stort set af den store efterspørgsel fra udviklingslandene, såsom Kina. Totalt giver det en lille vækst i verdens samlede olieefterspørgsel på 760.000 tønder om dagen.

Udviklingslandenes efterspørgsel er dog mindre end ventet, og nogle analytikere mener, at niveauet bliver det mindste i årevis, og at væksten kan ende på et rundt nul inden årets udgang.

Det kinesiske forsøg på at mindske forureningen omkring olympiaden ved at begrænse industriproduktion og bilkørsel medfører ifølge analysebureauet Brewin Dolphin, at Kina øger sine lagre af olie. Samtidig har Kina hamstret olie inden legene, og derfor venter bureauet, at det vil kunne mærkes som en nedgang i den globale efterspørgsel, når Kina begynder at bruge af olielageret.

Den vestlige verdens opbremsning i forbruget ventes også at kunne påvirke udviklingslandenes olieefterspørgsel i nedadgående retning.



15. aug 2008 kl 19:39

Niels Dybdahl

Vækst til et lavere niveau??

I artiklen står der at udviklingslandene har en vækst i efterspørgslen:

"en store efterspørgsel fra udviklingslandene, såsom Kina. Totalt giver det en lille vækst i verdens samlede olieefterspørgsel på 760.000 tønder om dagen."

i næste afsnit står der at deres efterspørgsel bliver det mindste i årevis:

"Udviklingslandenes efterspørgsel er dog mindre end ventet, og nogle analytikere mener, at niveauet bliver det mindste i årevis,"

Dvs at trods den nuværende vækst så når de frem til et lavere niveau end tidligere, altså en tilbagegang. Og sammen med den faldende efterspørgsel i vesten giver dette selvfølgelig et 0:

"og at væksten kan ende på et rundt nul inden årets udgang."

Sikke dog en masse sludder


16. aug 2008 kl 08:47

Jesper Vauvert

Re: Vækst til et lavere niveau??

hvis nu man havde regnet med en større efterspørgsel fra U-landene end der reelt er, så kan der da sagtens være en stigning i faktisk efterspørgsel OG et fald ift. forventet efterspørgsel. Mao. er det måske stigningen i U-landenes forbrug der er den mindste i årevis....om det er sådan det hænger sammen ved jeg ikke da jeg ikke kender tallene konkret. Men uanset hvad der er gældende er artiklens formulering temmelig uklar.

mvh
Jesper


17. aug 2008 kl 14:00

avatar

Holger Skjerning

Nærlæsning hjælper ...!

Enig i den lidt kluntede formulering, men hvis man nærlæser det to-tre gange, er det faktisk ikke så galt. - Og en vækst kan jo sagtens være aftagende - og mindre end forventet.
Men overskriften er noget sludder.
Og mens vi er ved "sensations-journalistikken", kan jeg oplyse, at min nabo har slået sin kone dobbelt så tit i år som sidste år, mens jeg kun har slået min halvt så tit som i 2007. - Han havde dog forventet, at jeg ville have slået min mindst dobbelt så tit - og dobbelt så hårdt.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk