Ny rapport: Danske kloakker for små til at klare skybruddene
Fremtidens vejrudsigt lyder på så voldsomme regnskyl, at landets kommuner straks bør gøre kloakkerne 30 procent større. En ny rapport fra Spildevandskommiteen kommer med skarpe anbefalinger til kommunerne i en tid, hvor forskere frygter, at klimamodeller undervurderer, hvor ekstremt vejret bliver.
Læs også
-
Masser af underjordiske regnvandsbassiner skal redde byerne fra oversvømmelse
Hvis der stadig hersket tvivl blandt landets borgmestre om, at fremtiden byder på styrtregn og oversvømmelser, der gør det nødvendigt at udvide kloakkerne, så behøver de blot læse Spildevandskomiteens seneste rapport.
Den normgivende organisation for afløbs- og spildevandsteknik i Danmark sætter nemlig en fed streg under, at kommunerne straks skal bygge 30 procent større kloaker, hvis de vil modstå vandpresset bare 30 til 50 år frem.
»Tættere kommer man ikke på et juridisk dokument, der fortæller kommunerne, hvad de bør gøre. Tidligere har en lang række enkeltpersoner snakket om, at kloakkerne skal udvides med 30 procent, men nu er det en samlet gruppe, der kommer med anbefalingen,« siger Karsten Arnbjerg, lektor i klimatilpasning ved DTU og hovedforfatter på rapporten.
Det kan betale sig at bygge større kloakker
Kommunerne er ikke forpligtet til at følge rapportens anbefalinger, men konklusionen er svær at ignorere.
»Det er ret sikkert, at Danmark vil opleve stigende nedbør generelt, og at ekstreme nedbørssituationer i fremtiden vil være kraftigere end i dag. Samtidigt har økonomiske analyser af dimensioneringspraksis godtgjort, at det generelt kan betale sig at øge kapaciteten af afløbssystemet, således at serviceniveauet over for borgerne fastholdes,« lyder det i rapporten.
Den fastslår, at kloakkerne er under pres.
»Det må derfor understreges, at selv om der er stor usikkerhed på resultatet af undersøgelsen, er det sikkert, at klimaændringer i ekstremregn i fremtiden vil få væsentlig betydning for funktionspraksis af nye og eksisterende afløbssystemer.«
Rapporten fra Spildevandskomiteen kommer på et tidspunkt, hvor landets kommuner har kastet sig ud i massive investeringer i underjordiske opsamlingsbassiner. Akademiingeniør Arne Bernt Hasling fra Cowi med speciale i oversvømmelser har tidligere skønnet, at hver kommune skal bygge mellem fem og ti ekstra underjordiske bassiner i løbet af de kommende år.
Forskere: Klimamodeller undervurderer regnvejrets styrke
Den seneste forskning i ekstremvejr peger også på, at der er endnu mere regnvejr i vente, end forskerne tidligere troede.
To nye internationale forskningsresultater, der har sat fokus på ekstremnedbør over Holland og tropiske havområder, peger nemlig uafhængigt af hinanden i retning af, at intensiteten i de kommende årtiers forventede ekstremregn er underestimeret i de klimamodeller, der hidtil har været anvendt, skriver Berlingske Tidende.
Det har ellers været en god klimatisk tommelfingerregel, at når temperaturen i atmosfæren stiger med én grad, kan den indeholde syv procent mere vanddamp. Men nye undersøgelser tyder på, at atmosfæren ikke kan optage så store mængder vand.
»Selv om man ikke direkte kan overføre forskningsresultaterne fra Holland til danske forhold, så peger de alligevel i retning af, at en lignende tendens også vil gøre sig gældende herhjemme,« siger klimaforsker Martin Stendel fra Danmarks Klimacenter ved DMI til Berlingske Tidende.






