Sundheds-ekspert efterlyser teknologisk satsning

Tusinder af danskere dør og bliver syge, fordi politikerne ikke har anvendt de teknologiske muligheder i kampen mod luftforurening, mener sundhedsforsker

Af Morten Rasmussen, fredag 15. aug 2008 kl. 00:45

Danske politikere kunne have reddet menneskeliv og beskyttet tusinder af danskere mod sygdomme, hvis de langt tidligere havde anvendt de nyeste teknologier i kampen mod luftforureningen.

En af Danmarks førende eksperter i de sundhedsmæssige konsekvenser af luftforureningen, professor Steffen Loft fra Institut for Sundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, er langt fra imponeret over den danske indsats.

»Det er sjældent, at man har så god dokumentation for sammenhængen mellem en bestemt type forurening og bestemte sundhedsrisici som vi har mellem luftforurening og luftvejs- og hjertekarsygdomme. Og når vi nu har både de teknologiske og politiske redskaber til at mindske forureningen, kan man roligt sige, at den hidtidige indsats ikke er god nok,« siger Steffen Loft.

Det skønnes, at 3.400 danskere årligt dør på grund af partikel-forureningen, hvilket svarer til antallet af danskere, der årligt dør af lungekræft og langt mere end de 400, der årligt dør i trafikken.

Især de mindste partikler er farlige, da de lettere optages i kroppen, og her står brændeovnene for den største udledning, efterfulgt af partikler fra trafikken samt partikler, der føres til Danmark fra eksempelvis Østeuropa.

Ud over partiklerne er det dokumenteret, at luftens indhold af kvælstofoxid, kaldet NOx, er skyld i astma og bronkitis ligesom den nedsætter lungernes modstandsevne mod infektioner og kan forårsage hjertekarsygdomme.

»Allerede i dag kan man med særlige katalysatorer og filtre markant nedsætte udledningen af både partikler og NOx fra trafikken. Man bør bruge disse teknologier langt mere, end det er tilfældet. Når det ikke sker, skyldes det måske, at Danmark ikke kan vil gå enegang med strengere krav end andre EU-lande,« siger Steffen Loft.