Porten til det nye lederskab - om selvværdsbaseret ledelse

Af Martin Mourier m.fl.
Børsens Forlag
247 sider, 460 kr. 
Interessant: * * * * * * 
Brugbar: * * * * *

Af Lene Ditlev, Produktionsleder i Ruko og medlem af Ingeniørens Lederpanel, fredag 15. aug 2008 kl. 00:45

Hvad er bogens stærke sider?

Den er meget systematisk og logisk opbygget, og det hjælper én godt igennem, når man ikke er helt inde i det psykologiske begrebsapparat. Det samme gør de mange gode eksempler og skemaer i bogen. Herudover er der utrolig mange referencer til andre værker, der underbygger bogens pointer og giver den troværdighed og substans.

Hvad er svaghederne?

Mange af bogens eksempler handler om, at en konsulent kommer på banen og hjælper lederen til at forstå situa­tionen via øget indsigt i egne og medarbejdernes værdier. Jeg savner nogle konkrete værktøjer, som man selv kan bruge i dagligdagen som leder.

Hvordan kan du bruge bogen i dit job som leder?

Til at udvikle mit lederskab. Jeg har fået sat ord på processer og kommunikationsmetoder, som jeg ikke helt har forstået før eller været bevidst om, og her er noget, jeg helt klart vil arbejde mere bevidst med nu. Jeg skal både til at se mere på mig selv og forsøge at afkode nogle af mine medarbejdere. Det er fedt, at han gør op med den professionelle distance, for den har jeg aldrig rigtig troet på selv.

Hvem vil du anbefale bogen til?

Alle, der vil udvikle sig selv og sine relationer til andre kan egentlig få noget ud af bogen. Men selvfølgelig især ledere, som er indstillet på at arbejde med deres lederskab og ikke mindst med sig selv.