Strukturreformen har været medvirkende til, at det operationelle videngrundlag for miljøforvaltningen er under voldsom udvanding.

Man tager store chancer med samfundsøkonomien, hvis man ikke stopper denne udvanding og styrker overvågningen, så videngrundlaget løbende opdateres.

Det kan bl.a. ske i forbindelse med den revision af Det Nationale Program for Overvågning af Vandmiljøet og Naturen (Novana), som skal være klar i 2010 som grundlag for implementeringen af to store EU-direktiver: Vandrammedirektivet og Habitatdirektivet.

DHI er af Miljøministeriet blevet bedt om at give sit bud på, hvordan det nye program kan drage fordel af nye teknologier, der kan hæve kvaliteten og cost-effektiviteten. Rapporten ser også på de grundlæggende strategier bag programmet.

Vi kan ikke se overvågningen i isolation og alene som Danmarks alibi i forhold til mindstekravene i EU-direktiver og de internationale konventioner. Overvågningen skal ses som et operationelt redskab til at skabe grundlaget for god natur- og miljøforvaltningsskik. Vi bør definere, hvilken information og hvilke svar overvågningen skal kunne give for at kunne leve op til dette.

EU-direktiver og internationale konventioner og deres rapporteringskrav har haft en afgørende betydning i definitionen af vores videnindsamling. Det er altovervejende disse forpligtelser, i kombination med Vandmiljøplanerne, som har afstukket det nationale overvågningsprogram, vi har i dag (NOVANA 2004-2009).

Der er dog i min optik ingen tvivl om, at dette videngrundlag langt fra er tilstrækkeligt til at dække de krav og behov, som findes i den daglige operationelle miljøforvaltning, i privatsektoren og den brede offentlighed.

Det nationale overvågningsprogram kunne på sit højdepunkt gøre rede for den nationale og regionale tilstand og udvikling, og det havde en god faglig dækning gennem en række delprogrammer. I forbindelse med strukturreformen blev specielt det regionale overblik amputeret på grund af begrænsninger i den økonomiske ramme.

Kommunerne, der i dag har et meget større administrativt ansvar, er kun i meget begrænset omfang i gang med en supplerende overvågning, som kan gøre rede for tilstanden og udviklingen i de lokale natur- og miljøforhold. At lukke dette hul mellem den nationale overvågning og de lokale behov, bør være et centralt mål for revisionen af overvågningsprogrammerne. Kun herved kan vi få et bredt og dækkende vidensgrundlag, som samtidig kan være grundlag for både nationale handlingsplaner og lokale indsatsplaner.

Når det for alvor går op for kommunerne, at de med tiden kommer på meget tynd is, kan man nemt forestille sig et skrækscenarium, hvor kommunernes operationelle miljøovervågning udvikler sig lige så kaotisk og ad hoc, som den gjorde i amterne de første år under vandmiljøhandlingsplanerne.

Udfordringen i dette scenarium er at sikre en harmoniseret metodeanvendelse, harmoniserede kompetencer og ambitioner. Dette fører naturligt til spørgsmålet: Hvem har ansvaret for, at 25 års erfaringer med miljøovervågning - inkl. fælles vejledninger/manualer, efteruddannelse og interkalibreringer - bliver anvendt i forbindelse med udvikling af kommunernes miljø- og naturovervågningsprogrammer?

En løsning på udfordringerne kunne være at lade det nye nationale overvågningsprogram dække både internationale, nationale og lokale behov. Det kan ske gennem en samlet udviklingsproces, som sikrer tilstrækkelig datadækning, konsistent informationskvalitet og udnyttelse af den naturlige synergi, der ligger i det internationale og nationale overblik og den lokale stedspecifikke differentiering. En udviklingsproces, der inddrager alle spillere - hele den hellige treenighed: relevante myndigheder på alle niveauer, sektorforskningen og rådgiverne.

Hvis man tror viden er dyr, så prøv uvidenhed. Hvis man tror miljøovervågningen er dyr, så prøv at lade være. Det er faktisk det, vi er i gang med nu.

En side af overvågningen er at indsamle og behandle data på en kvalificeret måde; en anden er at viderebringe den viden, der ligger i data. Ikke kun myndigheder, men også privatsektoren har behov for og krav om adgang til data og information om natur og miljø.

Danmark har været en meget aktiv spiller i udvikling af Århus Konven­tionen, en international konvention, der skulle sikre dette.

Amterne udviklede i den sidste halvdel af 1990'erne og de sidste år af deres tid en række glimrende eksempler på, hvordan dette kunne gøres.

Disse hjemmesider er i deres helhed gået tabt og ligger hengemt i lukkede sikringsmiljøer. Gode beskrivelser af for eksempel søers særkende og plante- og dyreliv, som var og er meget efterspurgte af jordejeren eller den naturinteresserede borger, er ikke længere tilgængelige.

Elementer er videreført i Danmarks Miljøportal, hvor arealinformationen og data om naturområder er offentligt tilgængelige, men den egentlige adgang til miljødata om vandløb, søer og kystvande er i øjeblikket lukket for offentligheden.

Tilstrækkelig adgang til information og data er et væsentligt element i god demokratisk forvaltningsskik. Revision og udbygning af de eksisterende miljøinformationssystemer, gerne med afsæt i Danmarks Miljøportal, skal være en integreret del af udviklingen af fremtidens miljø- og naturovervågningsprogrammer.

Afslutningsvis må jeg ærgre mig og undre mig: ærgre mig over, at et solidt og velkommunikeret miljøforvaltningsgrundlag risikerer at ryge urenset ud med badevandet, undre mig over den politiske tone, der ligger i en udvikling, hvor det lokale og nære miljø skal forvaltes på baggrund af en informations-opløsning, der egentligt var beregnet til en embedsmand i Bruxelles.

Grundlaget for selvforvaltning og lokal forvaltning udvandes.

Det nære bliver fjernt, og det fjerne bliver nært.