Tegnestuen i Topf og Söhnes oprindelige forvaltningsbygning, juni 1940. (Foto: Thüringen hovedstatsarkiv, Weimar).
Dødens ingeniører fra Auschwitz på dansk udstilling
Med iskold præcision og uden at være tvunget til det arbejdede ingeniører fra den tyske maskinfabrik Topf & Söhne på at optimere udryddelsen af jøderne under Anden Verdenskrig. Under navnet Dødens Ingeniører viser Arbejdermuseet en udstilling om ovnbyggerne fra Auschwitz.
Luftfotos fra RAF af koncentrationslejren Auschwitz. (Kilde: "The Aerial Reconnaissance Archives")
Et af de mørkeste kapitler i menneskets historie bliver udstillet på Arbejdermuseet med tyske ingeniører som omdrejningspunkt.
Fra fredag den 22. august fortæller museet om ingeniørerne, der leverede krematorieovnene til de tyske koncentrationslejre under nazismen.
I centrum står den tyske maskinfabrik Topf & Söhne, der var en solid og entreprenant industrivirksomhed med stor teknisk viden, god produktion, høj præcision, godt salg - og solidt etisk fravær, skriver Arbejdermuseet i en pressemeddelelse.
Mens millioner af mennesker blev myrdet i Auschwitz og andre tyske koncentrations- og udryddelseslejre, stod morderne over for en række tekniske problemer. Drabene og bortskaffelsen af ligene skulle foregå med så få afbrydelser som muligt og med mindst muligt forbrug af brændstof.
Omkostningerne skulle i bund, og samtidig måtte processen ikke efterlade for mange spor. Derfor var SS nødt til at bruge civile eksperter, som ikke havde skrupler over at løse de praktiske problemer med udryddelsen.
Hverken tvang eller penge drev ovnbyggerne
Topf & Söhnes uforbeholdne samarbejde med SS er særligt interessant, fordi hverken indehaverne eller de involverede medarbejdere passer til den gængse opfattelse af fanatiske nazister eller ekstreme antisemitter.
Stræben efter profit eller personlig vinding er heller ikke tilstrækkelig forklaring på deres handlinger. Ingeniørerne var hverken blot ’tandhjul i maskineriet’ eller ’skrivebordsforbrydere’, skriver Arbejdermuseet. De handlede hverken på befaling eller under tvang og vidste præcis, hvad den teknik, de udviklede, skulle bruges til.
Endelig kunne de have afbrudt eller begrænset forretningerne med SS, uden at det havde fået graverende konsekvenser.
Topf & Söhne accepterede uden anfægtelser, at behovet for krematorier var udtryk for statens vilje, at det angiveligt tjente Tysklands interesser, og at det indebar en række tekniske problemer, som udfordrede ingeniørernes ambitioner.
Dødens ingeniører arbejdede videre efter krigen
Virksomheden Topf & Söhne og virksomhedens ingeniører var medskyldige i lejrenes udvikling til egentlige ’dødsfabrikker’. Det var det navn, som fangerne, der blev tvunget til at arbejde og dø i krematorierne i Auschwitz-Birkenau, gav dem.
Efter krigen kom nogle af medarbejderne hos Topf & Söhne i russisk fangenskab, nogle døde og nogle fortsatte virksomheden.
