Indien er ved at udvikle sig til klodens største losse- og genbrugsplads for elektronikaffald. En plads, hvor tusinder af fattige indere bor og arbejder i giftige plastic- og metaldampe fra printplader, der smeltes over åben ild i håbet om at finde nogle få gram metal, der kan sælges videre. Alene en mobiltelefon indeholder metaller for omkring fem kroner.

»Der kan tjenes gode penge. Derfor arbejder folk inden for denne risikofyldte industri,« siger Kishore Wankhade fra organisationen Toxic Link, der har hovedkvarter i New Delhi.

En undersøgelse fra den indiske elektronikorganisation Maitz og det internationale rådgivningsfirma GTZ anslår, at hele 95 procent af det e-affald, der genanvendes i Indien, bliver håndteret i den uformelle sektor i byernes slumkvarterer.

Affaldet havner i små værksteder med enkelte medarbejdere, som sidder med pander og smelter metal fra printplader.

Greenpeace anslår, at arbejderne på den måde kun udvinder omkring 25 procent genanvendelige metaller. De resterende 75 procent ryger på lossepladsen.

Arbejderne bliver udsat for dampe fra bly, bromerede flammehæmmere, PVC, kadmium og kviksølv. Især bly og kviksølv udgør sundhedsrisici, da de kan skade børns og fostres udvikling.

Erfaringer fra Kina viser, at elektronikaffald, ud over at være skadeligt for dem, der skal afmontere og genanvende det, kan medføre en langvarig forurening at naturen på grund af kviksølv-, bly- og arsenikudslip.

Affald fra hele verden
Mængderne af miljøbelastende og sundhedsskadeligt elektronikaffald i Indien skyldes dels landets egen økonomiske vækst.

Alene Bangalore, Indiens tredjestørste by med godt syv millioner indbyggere, huser 1.150 it-virksomheder, som producerer 6.000 ton elektronikaffald årligt. Mait-GTZ' undersøgelse viser, at Indien selv stod for 330.000 ton e-affald i 2007. Om tre år vil det tal være oppe på 470.000 ton, anslås det.

Dertil kommer, at Indien er det sted i Asien, hvor mest elektronikaffald i dag eksporteres til fra resten af verden. Mait-GTZ anslår, at der blev smuglet omkring 50.000 ton illegalt affald ind i Indien sidste år.

Fragtpriserne fra Europa til Asien er væsentlig billigere end i den modsatte retning, fordi tomme containere i forvejen sendes tilbage til Asien efter at have bragt asiatiske handelsvarer til Europa.

Udviklingen får nu uafhængige organisationer som Toxic Link til at slå alarm. Organisationen er særligt bekymret over affald, der illegalt kommer ind i Indien fra lande som USA, Singapore, Malaysia, Belgien og Mellemøsten.

»Presset fra de oversøiske lande er blevet større, efter Kina har indført importforbud imod elektronikaffald,« forklarer Kishore Wankhade, programleder for Toxic Link.

Kina indførte importforbud for elektronikaffald i 2000, men er først i den senere tid begyndt at håndhæve forbuddet, hvilket altså kan mærkes i Indien.

Også Europa menes at være blandt storleverandørerne af det såkaldte e-affald til Indien. Ifølge en rapport, som United Nations University har udfærdiget for Europa Kommissionen, producerede EU-landene sidste år 8,7 millioner ton e-affald. Heraf blev 25 procent genanvendt i Europa. Men hvad der er blevet af de resterende 75 procent vides ikke.

Også for Danmarks vedkommende er det uklart, hvor en stor del af e-affaldet ender, lyder det fra Erik Albertsen, elektronikaffaldsekspert ved miljøorganisationen Greenpeace Norden, som henviser til tal fra WEEE-System, en selvejende organisation, som i overensstemmelse med EU's regler for »Waste Electrical and Electronical Equipmenent« skal kontrollere og registrere elektronikproducenternes håndtering af e-affald.

»De seneste tal fra WEEE-System anslår, at 56 procent af elektronikprodukterne kommer ind i indsamlingssystemet i Danmark, men de resterende 44 procent kan der ikke redegøres for. Vi kan ikke sige, at det ender i udviklingslande, for vi aner det faktisk ikke, men vi antager, at en del ender i lande uden for OECD. Men fraværet af solide tal er et af de store problemer,« siger Erik Albertsen.

Affald som brugt udstyr
»Vi har netop offentliggjort en rapport, som viser, at affaldsprodukter til tider bliver eksporteret som 'secondhand goods' for at undgå de miljøkrav, der ellers skal opfyldes. Det er kun rimeligt at kræve, at alle produkter testes inden de eksporteres til den tredje verden, så man kan konstatere, om der er tale om affald eller brugte produkter. Men ellers er det optimale jo, at man så hurtigt som muligt udvikler mindre belastende alternativer til de miljøskadelige råstoffer,« siger Erik Albertsen.