Intelligent gaspedal nægter at lave hjulspind
Speederen kan ikke trykkes i bund på Nissans nye biler, hvis bilisten slår en nyudviklet øko-pedal til. Et særligt system overvåger bilens brændstofforbrug, der sænkes med mellem fem og ti procent.
Næste år begynder de første biler fra Nissan at få installeret et såkaldt ECO Pedal Meter. (Foto: Nissan)
Læs mere om
Dokumentation
Nye biler fra Nissan skal fra næste år udstyres med en såkaldt øko-pedal, der kan tvinge bilisten til at køre med et minimalt brændstofforbrug.
Pedalen er forbundet med et instrument, der konstant overvåger bilens brændstofforbrug og viser det på et særligt display i instrumentpanelet, skriver Nissan i en pressemeddelelse.
Under miljøvenlig kørsel befinder pilen sig i det såkaldte ECO Pedal Meters venstre side, der er grønt, mens et dårligt brændstofforbrug får pilen over i det gule felt.
Bilisten kan selv vælge, at koble øko-pedalen til, og det vil forhindre ham i at presse speederen i bund, hvis brændstofforbruget er på vej over i det gule felt.
Ifølge Nissan har interne undersøgelser vist, at systemet kan mindske brændstofforbruget med mellem fem og ti procent.
Øko-pedalen er blot en af mange miljøvenlige teknologier, som er udviklet under Nissans miljøprogram 2010.
»Vores mål er at udvikle nye teknologier, produkter og service, som kan føre til reelle reduktioner i bilernes CO2-udledning, mindre partikeludledning og genbrug af ressourcerne,« skriver Nissan i deres pressemeddelelse.






