Giftigt kemikalie på Mars overrasker forskerne
Analyser af støvet på Mars viser, at det indeholder det giftige kemikalie perklorat, der også findes i raketbrændstof. Nasa er i tvivl om, hvorvidt det stammer fra deres egen rumsonde, men bremseraketterne bruger ikke perklorat som brændstof.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Spor af det giftige kemikalie perklorat er fundet på Mars, endda to gange inden for den seneste måned.
Kemikaliet er giftigt og bruges i raketbrændstof, men Nasa er tilbageholdende med at drage endelige konklusioner endnu. For det er nødvendigt at gå tilbage og udelukke alle tænkelige muligheder for, at kemikaliet stammer fra Jorden, eventuelt fra Phoenix-missionen selv.
Ifølge magasinet Scientific American er der dog ingen mulighed for, at Phoenix' bremseraketter kan have forurenet gravestedet, for bremseraketterne bruger ikke perklorat, men hydrazin som brændstof.
Fundet af perklorat overrasker forskerne, fordi den seneste Mars-prøve, taget fra et lag is, ikke viste tegn på perklorat.
»Det er overraskende, for en tidligere prøve, der blev bagt i TEGA-instrumentet, viste spor af stoffet,« siger Peter Smith, som er leder af Phoenix-forskningen hos University of Arizona i Tucson, i en pressemeddelelse.
TEGA-instrumentet (Thermal and Evolved-Gas Analyzer) er en slags ovn, som opvarmer en mars-prøve og undersøger dampene fra prøven.
»Vi er nødt til at holde os til en strengt videnskabelig fremgangsmåde. Vi er ikke færdige med at undersøge prøver, men mellemresultaterne er meget interessante. De første analyser viste Jord-lignende materialer, men de videre analyser har afsløret nogle ikke-Jord-lignende aspekter af den kemiske sammensætning,« siger han.
Perklorat kan ødelægge betingelserne for liv
De første analyser viste, at Mars-overfladen indeholder magnesium, calcium og kalium, som alle danner vandopløselige salte. Faktisk havde støvet en sammensætning, der i princippet gjorde det muligt for planter at gro og organismer at overleve, men tilstedeværelsen af perklorat kan ændre på det billede.
Nu har Nasa mulighed for at foretage flere prøver, men de følsomme instrumenter kan kun bruges få gange, så den mulighed udløber snart. Den tre måneder lange Phoenix-mission er forlænget fem uger til slutningen af september. Derpå skal resultaterne samles og bedømmes af eksperter.
Forskningsleder: Vi informerede ikke Det Hvide Hus på forhånd
Alt tyder nu på, at nyheden om tilstedeværelsen af perklorat på Mars er den samme, som fik den internationale presse på benene for tre dage siden.
Nyheden bredte sig med lynets hast, da der kom meddelelser om, at præsident Bush og hans stab var blevet orienteret direkte af NASA, og der kom yderligere fart på, da et hold centrale NASA-forskere blev holdt væk fra et pressemøde, så de ikke kunne svare på spørgsmål.
Ifølge forskningsleder Peter Smith er det dog forkert, at det hvide hus var blevet forhåndsorienteret om NASAs resultater, oplyser nyhedsstationen Fox News.
»Det er forkert, og det er skadelig information. Vi er kun halvvejs i vores undersøgelser, så det er et dårligt tidspunkt at bringe halve nyheder,« siger han til nyhedsstationen.






