Log ind  |  Ny bruger  |  Glemt adgangskode
   
Forsiden  /  Nyheder  /  Biotek  /  Gennembrud i muskelsvind-forskning: Hudceller omdannet til nerveceller
 

Hvad mener du?

 
Hvad skal navnet være på en laseragtig enhed, der udsender lyd i stedet for lys?





Deltag i debatten

Gennembrud i muskelsvind-forskning: Hudceller omdannet til nerveceller

Det er lykkedes amerikanske forskere at lave nerveceller af hudceller fra to ældre kvinder, der lider af muskelsvind. Sygdommens udvikling vil nu kunne studeres i petriskåle, og på lang sigt håber forskerne at fremstille raske nerveceller, der kan kurere muskelsvind, alzheimers og parkinsons.

Af Kalika Bro-Jørgensen,  mandag 04. aug 2008 kl. 15:29

Et amerikansk forskerhold fra henholdsvis Harvard og Columbia University har fremstillet nerveceller af hudceller fra ældre patienter med muskelsvinddiagnosen Amyotrofisk Lateral Sklerose (ALS).

Metoden gør det muligt at studere sygdommens udvikling i en petriskål, og det er et stort skridt, fordi det hidtil kun har været muligt at studere udviklingen af nervesygdommen i dens allersidste fase.

ALS angriber og dræber de nerveceller, der styrer musklernes bevægelse, men forskere har hidtil primært studeret nervecellerne fra afdøde ALS-patienter, da det ikke er muligt at hente angrebne nerveceller fra patienternes hjerne og ryggrad.

»Det er aldrig lykkedes nogen at isolere disse neuroner hos en patient og få dem til at vokse i en petriskål. Nu kan vi fremstille ubegrænsede mængder af de celler, der dør i denne forfærdelige sygdom. Det vil gøre det muligt for os at studere disse neuroner – og ALS – i en petriskål, og finde ud af, hvad der sker i løbet af sygdommens proces,« siger Kevin Eggan, der leder forsøget, ifølge Harvards nyhedsbrev.

Da forskerne påbegyndte projektet for knap 27 måneder siden, var planen at fremstille nerveceller med ALS ved hjælp af terapeutisk kloning. Men et sammenfald gjorde, at de nåede deres gennembrud ved at dyrke såkaldte induceret pluripotente stamceller (IPS)

Amerikansk lovgivning gjorde det umuligt for forskerne at få doneret nok ægceller til at fremstille nervecellerne ved hjælp af terapeutisk kloning, og mens forskerholdet kæmpede med det problem, lykkedes det sidste år for et andet forskerhold at fremstille IPS-celler fra mennesker.

Holdet fra Harvard og Columbia valgte derfor at videreudvikle på den teknik, og det er nu lykkedes dem, som de første, at skabe nerveceller med en indbygget sygdom ud fra patientens hudceller.

Forskerne tog 30.000 hudceller fra to kvinder på henholdsvis 82 og 89 år. Disse blev behandlet med en genmodificeret virus, der får hudcellerne til at ligne en celle i embryon-stadiet. Herefter blev cellerne behandlet med molekyler, der leder dem til at udvikle sig til nerveceller med samme genfejl, som var årsag til de ældre kvinders ALS.

»Det åbner døren til at blive i stand til at fremstille patient-specifikke stamceller, til behandling af sygdomme, der påvirker mennesker meget sent i livet som parkinsons eller alzheimers,« siger Kevin Eggan til The Times.

På længere sigt håber forskerne at kunne fremstille raske nerveceller til transplantation. Men den metode, der er brugt til at fremstille de første nerveceller, benytter et gen, der øger risikoen for kræft, hvorfor forskerne må finde en alternativ metode, før man kan indsætte cellerne i mennesker.

RSS Kommentarer (0)

 
Rank 2009
Se Nyhedsmagasinet Ingeniørens årlige benchmark af danske ingeniørvirksomheders styrke.






Interaktivt kort med brancher og topliste »




Alle 800 virksomheder sorteret »