/elektronik

Landets første digitale tv-sender til mobil-tv går i luften

På fredag åbner Aalborg Universitet i Ballerup landets første digitale tv-sender, der er beregnet til interaktivt mobil-tv. Tv-seere kan følge med på mobilen og deltage aktivt i udsendelserne.

Af Mads Ølholm, mandag 04. aug 2008 kl. 11:52

Aalborg Universitet er så langt med udvikling af den interaktive digitale sendeform Digital Video Broadcasting/Handheld (DVB-H), at de indvier landets første DVB-H-sender på fredag.

Senderen vil blive vist frem i Ballerup, hvor universitetets forskergruppe CMI har til huse. Med senderen bliver det ikke alene muligt, at se digitalt tv på mobiltelefoner, men også at deltage interaktivt i udsendelserne, da standarden også indeholder en trådløs returvej, skriver Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.

»Det er sådan set broadcast-teknologi, der anvendes, og kvaliteten vil derfor ikke blive påvirket af tv-strømmens modtagerantal. Det skyldes, at der er tale om ´almindeligt tv´ hvor det ikke er nødvendigt, at senderen kan se modtageren, så længe modtageren blot får et signal fra senderen. Andre teknologier for mobil-tv er nødsaget til at reducere billedkvaliteten, hvis der er for mange brugere i det samme område, « forklarer projektleder Archibald Vinther-Knudsen fra Aalborg Universitet.

Sammen med professor Knud Erik Skoubys forskergruppe CMI deltager han i et stort forskningsprojekt om anvendelsen af informations-, medie- og kommunikationsteknologi. CMI-forskerne er de første i Danmark, der har bygget den nødvendige open source-infrastruktur til at nedtage udsendelser via en almindelig antenne for herefter at sende dem ud til enheder med DVB-H-modtagere, skriver universitetet i sin pressemeddelelse.

Boxer, der er den nye gatekeeper for digitalt tv vil sikre plads til 30 kanaler i det frekvensområde, der er simret til DVB-H i løbet af 2010. LG, Nokia og Samsung er blandt de leverandører, der allerede har terminaler på markedet, der følger DVB-H-standarden.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.