Historisk miljødom: Nu kan borgerne kræve ren luft
En dugfrisk dom fra EF-domstolen sætter en rød streg under borgernes ret til ren luft. Hvis forureningen overskrider grænseværdierne, er myndighederne forpligtet til at gribe ind, viser en tysk borgers kamp mod luftforurening.
Læs også
Læs mere om
Europæiske regeringer risikerer at få bunker af sagsanlæg smidt på deres dørtrin, efter en tysker har fået EF-domstolens ord for, at myndighederne skal sætte en stopper for luftforureningen.
Dieter Janeck fra München har kæmpet og tabt kampen ved de tyske domstole i et forsøg på at få ren luft ved sin bopæl. Først ved EF-domstolen fik han ret i, at myndighederne ikke kan ignorere, at grænseværdierne for luftforureningen bliver overskredet ved hans bolig, skriver Information.
Dommen betegnes som præjudiciel og sætter dermed normen for, hvordan EU's lande skal forholde sig til lignede borgerklager.
Professor i miljø- og EU-ret ved Københavns Universitet Peter Pagh vurderer, at dommen får stor betydning.
»Nu bliver det langt lettere at overbevise en dansk domstol om, at der ikke er vedtaget tilstrækkeligt med handlingsplaner,« siger han til Information.
Dommen er en fortolkning af EU's luftrammedirektiv, der fastsætter krav til luftkvalitet og krav om, at medlemsstater skal vedtage handlingsplaner, hvor kvalitetskrav overholdes inden for bestemte frister og sanktioneres effektivt.
Ifølge Peter Pagh viser dommen, at direktivet skal tages yderst alvorligt.
»Det afgørende i denne dom er, at det ikke bare er en forpligtigelse, som EU-Kommissionen vedtager, men en ret, som borgerne kan påberåbe sig,« siger han.
Noah: Nu bør partikelramte danskere gå til domstolen
Hos danske miljøorganisationer er jublen stor, og Noah forventer, at dommen lægger et fornyet pres på regeringen for at indføre roadpricing, lavere hastighedsgrænser og bedre kollektiv trafik.
»Det er en rigtig god nyhed. Indtil nu har almindelige borgere stort set været magtesløse, når det kommer til at få gjort noget ved luftforureningen,« siger Ivan Lund Pedersen, trafikkonsulent i NOAH.
Han opfordrer også utilfredse borgere i tæt trafikerede områder til at gå til de retslige instanser som direkte konsekvens af dommen.
Beboere på Åboulevarden i København eller flere steder i Aalborg kan benytte sig af den mulighed.
I disse områder overskrider luftforureningen nemlig det maksimale niveau, der er fastsat af EU, viser en ny undersøgelse fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU). Og man skal være direkte berørt af forureningen for at kunne anlægge civilt søgsmål mod kommunen eller staten.
Fakta: Det siger dommen
I tilfælde af risiko for overskridelse af grænseværdier eller varslingstærskelværdier skal borgere, der er direkte berørt, kunne opnå, at de kompetente nationale myndigheder udarbejder en handlingsplan, selv om de i henhold til national ret har andre handlingsmuligheder til rådighed med henblik på at opnå, at disse myndigheder træffer foranstaltninger til bekæmpelse af luftforurening.
Kilde: Dom nr. C 237/07 ved EF-Domstolen afsagt 25. juli 2008.






