Ukrudtsmidler i danske fjorde risikerer at skade ålegræs
Ålegræs i danske farvande kan være truet af ukrudtsmidlet diuron, advarer Danmarks Miljøundersøgelser, der for første gang har fundet ukrudtsmidler i danske fjorde, blandt andet Atrazin, der blev forbudt for 10 år siden.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Forskere fra Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus Universitet har for første gang fundet ukrudtsmidler fra landbruget og nedbrydningsstoffer fra samme i danske fjordområder.
Flere af de fundne stoffer må ikke længere bruges i Danmark, blandt andet atrazin, der blev forbudt for cirka ti år siden. Det tyder på, at der fortsat sker en udvaskning af forbudte stoffer, viser en undersøgelse fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU).
Stoffet diuron er eksempelvis fundet i koncentrationer, der risikerer at nedsætte fotosyntesen i ålegræs. Forskerne havde ellers forventet, at ålegræset ville brede sig i takt med at udledningen af næringssalte falder. Det er ikke sket, hvilket kan skyldes diuron, men også flere andre faktorer.
Seniorforsker Ingela Dahllöf fra Danmarks Miljøundersøgelser påpeger dog, at prøverne er foretaget med metoder, der er beregnet til at finde pesticider i ferskvand.
»Men eftersom vi nu har påvist, at der er ukrudtsmidler i kystnære områder, så må vi også konkludere, at der er brug for udvidede undersøgelser, hvor målemetoden tilrettes forholdene i havet. Desuden er der brug for at undersøge effekterne af de fundne ukrudtsmidler, så man kan vurdere risikoen ved midlernes tilstedeværelse i havmiljøet,« siger Ingela Dahllöf.
Prøverne blev foretaget i Nissum fjord sidste efterår, og undersøgelsen er udført i samarbejde med Miljøcenter Ringkøbing, som også har finansieret studiet.






