Massivt milliardunderskud får Ford til at satse på små biler
USA’s andenstørste bilfabrikant, Ford, henter nu små europæiske modeller over Atlanten og optrapper på hybridbil-fronten, efter det seneste kvartalsregnskab viser et massivt underskud på over 41 milliarder kroner.
Fords benzinslugere har givet bilgiganten et økonomisk rap over fingrerne. Nu skal små, benzinøkonomiske modeller redde regnskaberne.
Læs også
-
Bilsalget styrtdykker og sender verdens bilgiganter i dyb krise
Læs mere om
Aldrig har Ford præsenteret så stort et underskud på et kvartalsregnskab, som bilgiganten gjorde i går, torsdag. 41 milliarder kroner lød det på.
Underskuddet skyldes særligt det amerikanske marked, hvorfor olieprisernes himmelflugt og den amerikanske økonomis afgrundskurs får en stor del af skylden for det ringe regnskab. Derfor annoncerer Ford også en ny strategi, der fokuserer på små, benzineffektive biler i stedet, skriver den amerikanske avis Wall Street Journal.
Fords plan er at hente i første omgang fire, men på længere sigt seks af deres små europæiske modeller til hjemmemarkedet. Der bliver i først tale om Ford Fiesta og senere Focus. De første forventes at trille ud af fabrikkerne i 2010, og i 2012 skulle alle seks modeller være til at købe i USA.
Tre fabrikker skal ombygges til at producere de små biler i stedet for de benzinslugere, der normalt køres ud på samlebånd i Michigan, Kentucky og Mexico.
Det kan blive en dyr fornøjelse på kort sigt, da ombygningen forventes at koste 1.166 millioner kroner per fabrik. Men Ford regner med, at det på sigt vil kunne rette op på regnskaberne. Ford håber at se overskud igen i 2010.
Med i planen hører det også, at Ford vil fordoble sin produktion af hybridbiler i løbet af 2009 og fordoble produktionen af benzinøkonomiske fire-cylinder-motorer inden 2011, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den nye strategi skal dog ikke få de ansatte til at forvente, at fyringsrunder kan undgås. Ford arbejder sideløbende med planer over 23 milliarder kroner af sine løbende udgifter inden udgangen af 2009, skriver nyhedsbureauet.
Mens Ford og flere andre bilfabrikanter, der har satset på de stor benzinslugere, ømmer sig økonomisk, går udviklingen den modsatte vej hos blandt andre europæiske Volkswagen, Fiat og Peugeot-Citroën samt japanske Honda, der alle har satset på små, benzinøkonomiske biler for længst.






