Solenergi fra ét hjørne af Sahara kan dække hele Europa
Ved at opstille solpaneler i et område lidt mindre end Wales eller ved blot at udnytte 0,3 procent af det intense sollys i Sahara og Mellemøsten kan hele Europa få elektricitet, vurderer EU.
Forskere tilknyttet EU opfordrer Europa til, at udnytte den kraftige ørkensol over Mellemøsten og især Sahara til at nedbringe vores CO2-emissioner.
Høster vi blot 0,3 procent af sollystet, der falder på Sahara og i Mellemøsten, er det rigeligt til at dække hele Europas elektricitetsbehov, lyder vurderingen.
Udmeldingen kom på Euroscience Open Forum i Barcelona, og blev fremsagt af Arnulft Jaeger-Walden fra Europa Kommissionens Institut for Energi, skriver britiske Telegraph.
Solfarme skal levere energi gennem superkabler
Udnyttelsen af solenergi i Saharah vil omfatte kæmpemæssige solfarme, der dækker et område en anelse mindre end Wales.
Teknisk skal der enten være tale om solceller eller spejle, der koncentrerer den intense ørkensols stråler til at koge vand og drive turbiner – som en del af en større plan om, at energi fra europæiske vedvarende kilder i højere grad skal deles på kryds og tværs af landegrænserne gennem superkabler.
Solfarmene i Afrika forventes at kunne producere 100 GW for en investering på omkring 3366 milliarder kroner, hvilket dog først vil kunne lade sig gøre omkring år 2050.
Hvordan de afrikanske lande stiller sig over for tankerne, om de kæmpemæssige solfarme melder Telegraphs referat fra Euroscience Open Forum intet om.






