Olien under Arktis kan slukke verdens tørst i tre år
Geologiske undersøgelser nord for polarcirklen viser, at der findes olie nok til at mætte verdens forbrug i tre år. Især Alaska, men også områder omkring Grønland, gemmer på det sorte guld.
Havbunden øst for Grønland gemmer også på store mængder olie anslår US Geological Survey i deres seneste rapport. De største forekomster findes dog i Alaska. (Illustration: US Geological Survey).
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Verden kan fortsætte med det nuværende forbrug af olie på 86 millioner tønder om dagen i hele tre år ekstra, hvis vi stikker snablen ned i den arktiske undergrund.
En rapport fra US Geological Survey (USGS) viser nemlig, at man kan forvente, at området nord for polarcirklen gemmer på 90 milliarder tønder råolie. Det svarer til 13 procent af verdens uopdagede olieressourcer, som det er teknisk muligt at hente op fra undergrunden, skriver USGS i en pressemeddelelse.
Dertil kommer 47.000 milliarder kubikmeter naturgas samt 44 milliarder tønder flydende naturgas. Naturgasmængden nord for polarcirklen svarer til Ruslands reserver eller 30 procent af verdens ubrugte reserver.
Olieboringer er mest oplagt i Alaska
Rapporten kommer kun en uge efter, at den amerikanske præsident George W. Bush bad den amerikanske kongres om at ophæve det 17 år gamle forbud mod at bore efter olie og gas på den amerikanske kontinentalsokkel.
Størstedelen af olieforekomsterne, cirka 30 procent, ser ud til at befinde sig i Alaska, og til nyhedsbureauet AFP siger geolog Donald Gautier fra USGS, at Alaska er det meste oplagt sted at bore efter olie.
Store pengeinteresser er i øjeblikket på spil i Alaska, især i Beaufort Havet ud for Alaskas kyst, hvor de største oliekoncentrationer ventes at være. Imperial Oil, en gren af oliegiganten Exxon Mobil, har allerede øremærket 2,4 milliarder kroner til at undersøge muligheden for at få fat i det sorte guld.
Grønlands østkystgemmer på sort guld
Områderne omkring Grønland ser dog også ud til at rumme store oliemængder, viser rapporten fra USGS. Sammen med Alaska nævner rapporten East Greenland Rift Bassin og Amerasia Basin som de mest olierige områder.
Mere end 70 procent af naturgasforekomsterne findes i de tre områder West Sibirian Basin, East Barents Basin og Artic Alaska.
Udforskningen af området nord for polarcirklen har allerede resulteret i opdagelsen af over 400 olie- og gasfelter, der gemmer på 40 milliarder tønder olie.
Oliejagt i Arktis kræver højere priser
Eksperter mener dog først, at oliejagten for alvor vil gå i gang, når priserne når et langt højere niveau end i dag. Det kræver nemlig ekstra store ressourcer at hente olie op, fordi størstedelen findes i havbunden, skriver Canwest News Service.






