Synlig stjerneeksplosion blev ikke set af astronomer
Ikke en eneste astronom kloden rundt fik øje på den tydelige stjerneeksplosion, der fandt sted i stjernebilledet Agterskibet sidste år. ESAs røntgenteleskop opdagede først bagefter stråling fra en eksplosion. Nu overvejer astronomer, hvad vi ellers overser.
Novaen V598-Puppis blev opdaget ved et tilfælde med ESAs XNN-Newton røntgenteleskop. Røntgenkonturerne fra Novaen er her lagt oven på et optisk billede fra Digitised Sky Survey. (Grafik: ESA/ XMM-Newton/EPIC/Digitised Sky Survey).
Læs mere om
Den 5. juni sidste år begyndte en nuklear eksplosion i stjernebilledet Agterskibet, fordi en såkaldt hvid dværg havde opsuget tilstrækkeligt gas fra nærliggende stjerner.
En såkaldt Nova var opstået, hvor den hvide dværg var begyndt at lysne kraftigt op. Men trods det klare lys, der kunne ses med det blotte øje fra jorden, så overværede ingen astronomer eksplosionen.
Første den 9. oktober sidste år blev astronomerne klar over, at noget havde ændret sig i universet. Da ESAs XMM-Newton røntgenteleskop skiftede mellem forskellige observationer opdagede astronomerne en uventet og kraftig røntgenkilde. Kilden fandtes ikke i nogle af de eksisterende kataloger over røntgenkilder i universet, skriver tidsskriftet Astronomy and Astrophysics.
Det eneste objekt som man viste fandtes på himlen dette sted, var den svag stjerne USNO-A2.0 0450-03360039. Astronomerne Andy Read fra Leicesters Universitet og Richard Saxton fra ESA's European Space Astronomy Centre (ESAC), kontaktede andre astronomer om den nye røntgenkilde.
Kollegaer kunne via observationer med det 6,5 meter store Magellan-Clay-teleskop i Chile konstatere, at stjernen var blevet en factor 600 kraftigere i lysstyrke. Ud fra analyser af lyset, kunne man kategorisere den som en nova.
Ingen amatørastronomer lod høre fra sig
Novaer begynder dog ikke staks at udsende røntgenstråling som man kan se. Skyen af materiale fra eksplosionen vil dække for røntgenstrålingen, og først når skyen begynder at blive opløst, kan man se røntgenstrålingen. Derfor må eksplosionen være sket mange dage tidligere, men ingen havde set det.
Normalt bliver novaer og supernovaer ellers hurtigt fundet af de mange professionelle og amatørastronomer som hele tiden studerer himlen.
Richard Saxton kontaktede det automatiske astronomiske kortlægningsprojekt ASAS og bad dem checke deres data. De kunne bekræfte at den svage stjerne var blevet til en nova den 5. juni 2007.
En af de kraftigste novaer i 10 år
Novaen har fået det officielle navn V598-Puppis og er en af de kraftigste novaer i de sidste ti år. Efterhånden som nyheden om Novaen spredtes, begyndte astronomer over hele Jorden at observere Novaen inden den svandt helt hen.
Opdagelsen af V598-Puppis har nu fået astronomerne til at overveje hvad man ellers er gået glip af.






